31. januar 2016

Januars sjal og sokker

Jeg er ikke den store fan af ene retstrik, ej heller retstrik i striber, men nogle gange ser jeg en model, hvor det hele bare går op i en højere enhed og så kan min indstilling heldigvis forandre sig. Jeg er nemlig blevet mere end almindeligt glad for mit Promenadesjal :-)


Det er sådan et rigtigt lækkert hjemme- og hyggesjal. Jeg har brugt det hver aften i sofaen siden det blev færdigt. Konstruktionen gør, at det ligger rigtig godt på skuldrene - også når man bevæger sig rundt og jeg faldt pladask for det, da jeg var til foredrag med Hanne Falkenberg hos Bettekun, hvor kittet også senere blev købt. Da Hanne Falkenberg lagde det over skuldrene var jeg ikke i tvivl om, at jeg havde fundet januar måneds sjal - jeg skulle bare finde min egen farvekombination i Hannes lækre Shetlandsuld. Uopslidelig, fnugfri og smuk i mange, mange år - jeg elsker den :-)


Ryggen på sjalet strikkes først og derefter strikkes der masker op langs ryggens sider. Det lange sidestykkes masker slåes op i forlængelse heraf og dermed strikkes hele sidestykket på én gang, udefra og ind mod midten - genialt tænkt :-) men også rigtigt mange masker.


Her opstod den første strikkekrise i mit arbejde med sjalet. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men ikke, at der ville være knap 600 masker i hvert sidestykke! Jeg havde nemlig besluttet at strikke på pind 3,5 i stedet for 3 (shetlandsulden bliver ellers for kompakt for min smag) og dermed bruge den nye Ferrari strikkepind, men nu blev den indkøbte wire alt for kort. Det havde dog den sideeffekt, at jeg fandt denne pinds begrænsning (mere om det i snarligt indlæg om de strikkepinde jeg bruger og hvad jeg synes om dem).


2. krise opstod, da jeg var færdig med sidestykke 2 og dermed færdig med hele sjalet. Troede jeg! For jeg opdagede, at jeg havde lavet fejl i stribemønsteret, så hele første sidestykke måtte pilles op og strikkes om! Det værste var, at jeg havde syet forkantens ene hjørne sammen (eneste montering, der er på sjalet) og hæftet. Og når jeg syer og hæfter, så bliver det gjort så eftertrykkeligt, at det nærmest er umuligt at pille op igen. Da var jeg godt nok ved at smide hele molevitten i skraldespanden!


Men man er vel et behersket menneske, der har opøvet lidt impulskontrol ;-) Og hvor er jeg dog glad for mit færdige sjal. Se iøvrigt bemærkninger i faktaboksen.

Sokkerne er valgt fra bogen Sockinnovation som jeg købte for mange år siden (2009), da den lige var udkommet, men ikke har fået strikket fra endnu, he he. Nu jeg var i gang med retstrik, kunne jeg lige så godt løbe linen ud - jeg har aldrig strikket sokker før med retstrikket hæl og tå. Ej heller hæl og tå med forkortede venderækker med "wraps" - hvad hedder det mon på dansk?. Den metode blev jeg så begejstret for, at jeg måtte prøve nogle flere gange, men det hører du mere om til februar.


Modellen hedder Lindsay og det bliver en gave til en god kollega og veninde. Jeg vil i årets løb gerne strikke flere sokker med masser af mønster og ensfarvet garn. Det eneste ensfarvede på mit lager var denne grå Opal, men søde Camilla fra strikkegruppen havde vist luret, at jeg "manglede" ensfarvet, så hun kom med noget lækker ensfarvet Hosuband købt hos Edith i Hønsestrik, der skal bruges til februar måneds sokker - herligt :-) 200 g Opal rækker da heldigvis også til mere end 1 par sokker, så jeg kan afprøve nogle flere sokker fra Sockinnovation i den skønne grå.


Ha en rigtig dejlig søndag derude - jeg har givet mig selv en motionsudfordring i dag, så først motion så tilbage til strikketøjet, for der skal jo slåes op til februar måneds sjal - eller skulle jeg hellere sige sjaler, for jeg har lidt svært ved at vælge ;-) Men så må jeg også over at se, hvad Vibeke har lavet i januar - det er så spændende, fordi vi ikke fortæller hinanden, hvad vi arbejder på ;-) Det bliver også spændende om vi vælger nogle af de samme sjaler! Nå ja og så skal I andre da også have et besøg - vi ses :-)

Faktaboks
Sjal: 
Design:Hanne Falkenberg: Promenade
Garn: Shetlandsuld fra Hanne Falkenberg
Garn fra lager: Kittet har lagret siden jeg var til foredrag med Hanne Falkenberg
Anvendt: 390 g
Farve: Sort, grå, sort/hvidmeleret og turkis
Købt hos: Bettekun
Pinde: 3,5
Str. Den korte version - den findes i en længere også til piger, der er lige så høje som Hanne Falkenberg :-)
Ny teknik: Der er altid noget at lære af Hanne - her er det konstruktionen, der er spændende og anderledes.
Bemærkninger: På ryggen har jeg strikket stribekombinationen fra farvekombination 1 og på sidestykkerne fra farvekombination 10 - jeg synes det er så flot sammen og så giver det lidt mere variation. Farvemæssigt har jeg valgt farvekombination 10 og skiftet cyklamen ud med turkis. Hanne Falkenberg sagde til foredraget hos Bettekun, at man altid kunne få de farvekombinationer man ønsker, man skal bare få forhandleren til at bestille hjem i ønskede farver og det benyttede jeg mig af.
Sokker: 
Design:Cookie A: Lindsay fra bogen Sock Innovation
Garn: Opal Pullover- & Sockenwolle, 75% uld, 25% Polyamid - altid øv med polyamid og nylon, men indtil videre tolereres det for slidstyrkens skyld. Men hjemmestrikkede sokker kan der ikke gåes langt i, så får man brandvabler under fødderne p.gr.a polyamiden og nylonen!
Garn fra lager: Ja, det er virkelig i kategorien "gammel ost" ;-)
Anvendt: 62 g
Farve: Grå, 2616
Købt hos: Tror det var hos Markno
Pinde: 2,5
Str. Ca 38
Ny teknik: Hæl og tå med forkortede venderækker og wraps - det er så nemt og bliver rigtig pænt. Jeg udforsker teknikken yderligere :-)
Bemærkninger: Jeg har strikket sokkerne på strømpepinde (knitpro), men har brugt 2 sæt, så jeg har strikket kant på den 1. så på den 2. - skaft på den 1. så på den 2. osv. så jeg endte med at have 2 færdige sokker på én gang - næsten. Jeg synes det er hyggeligt at sidde med strømpepindene, men det samme kan jo gøres med 2 rundpinde. Jeg vil også strikke nogle "2 at a time", men der kommer lidt for meget samlebåndsstrik over detefter min smag, så jeg vender altid tilbage til strømpe- eller rundpinde :-) Mønsteret er langt mere enkelt end det ser ud og kører rigtig godt - der er dog en forhadt 7. pind, hvor der skal strikkes 4 r sm og 4 r dr sm - slangen i paradis ;-)

36 kommentarer:

  1. Sjalet er super flot og skønt at se det i nogen andre farver. Jeg har også et kit liggende i de røde farver. Kunne være at jeg skulle få det strikket i år.
    Strømperne er også skønne. Glæder mig til at se hvad du finder på i februar

    SvarSlet
  2. Hvor er det bare et fantastisk sjal. Nu smiler jeg meget, for det er en af de ting jeg er kommet til at starte på:–) Skønne farver og jeg tror man kan blive helt afhængig af sådan et sjal. Sokkerne er så fine..måske skulle man lede efter den bog, eller se hvad der står på hylden. Rigtig god søndag til dig. Håber snart vi ses.

    SvarSlet
  3. Det skal er duper flot. Jeg har haft strikket det også. Og lavede en mega fejl, men fik redet det ved sugning og opklipning, måske man skulle lave det igen 😊

    SvarSlet
  4. Ja, sådan kan det gå med indkøb af strikkebøger, man bliver så forgabt i en model at man helt glemmer at strikke den. God motionstur.

    SvarSlet
  5. Det er super smukt sjal. Jeg sad og kiggede på det forleden og blev irriteret over at man ikke kunne se bagsiden på modelbillederne ;-) Jeg kan forestille mig at det er et sjal, der sidder rigtig dejligt og at det luner på den gode måde. Dejlige strømper, de er dog over mit niveau

    SvarSlet
  6. Promenade er så flot. Funktionel og finurligt designet; typisk Falkenberg. Flot farvevalg... blåt ;-)
    Elegante sokker. Strikker du med wrap eller tyskervendinger?
    Der findes så mange flotte, spændende, udfordrende sokkemønstre... Men min aversion mod sokkestrik er større end mod lace! Håber Pernille Cordes nye facbookgruppe kan inspirere mig til en sjal med lace.
    Foreløbig har jeg nok på pindene og glæder mig til at se, hvad du får ud af Februar!

    SvarSlet
  7. Godt du holdt ud - og trænede lidt impulskontrol. Resultatet er virkelig smukt. Kan godt forstå du er flyttet ind i det. En ting er det fine farvevalg etc - men jeg er også imponeret over genialiteten i Hanne Falkenbergs designs. Det må virkelig kræve overblik at udtænke de modeller. Sokkerne er jeg vild med. De er bare så fine. Jeg er spændt på, hvad februar måneds udfordring byder på …

    SvarSlet
  8. Superflot sjal. Ja, Hanne Falkenberg er en mester i strikkeopskrifter og dejlig udfordrende. Det er da noget af en opgave du har sat dig selv på i 2016. Godt at februar har en ekstra dag. Sikke nogle lækre strømper i et flot mønster. Strømper er ikke lige noget jeg har på mine pinde, det foregår på strikkemaskinen. Spændt på at se hvad februar bringer.

    SvarSlet
  9. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  10. Sokkerne er for fine til at blive gemt i sko ;-) og sjalet er rigtig flot også. Jeg har tit overvejet at strikke det, men kombinationen af ene retstrik og 6oo masker har gjort at jeg holder fingrene fra det ;-) Hanne Falkenberg er så dygtig til at lave opskrifter med fine detaljer !

    strikkeglade hilsner
    Angelika

    SvarSlet
  11. Et smukt sjal - jeg er vild med din farvekombination. Den turkis er så meget bedre end den cerise farvede. Det er imponerende at du ikke smed det hele hen i en meget mørk krog. Du må søreme have impulskontrol - det tror jeg ikke jeg havde klaret. Godt at du fik det færdigt, for det er et rigtig lækkert og flot sjal. Sådan et gad jeg godt eje, men de 600 masker på siderne lyder nu alligevel lidt afskrækkende.

    Sokkerne er også fine. Jeg har aldrig set sokker med retstrikkede hæle. Det er da en sjov ide.
    Det er træls med kunststofferne. Jeg har før strikket sokker i ren uld sammen med en tynd silketråd, det blev ok slidstærkt og så er det jo rene naturmaterialer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej - hvor er det en god ide med uld og silke sammen - det må jeg afprøve. Tak for tippet - du uldbegavede

      Slet
  12. Det er et virkelig smukt sjal, du har strikket - og i skønne farver. Jeg strikkede et for nogle år siden - syntes det skulle have lidt 'anderledes' farver, med det resultat, at jeg aldrig har brugt det. Når jeg ser dit, får jeg dog lyst til at strikke et nyt.
    Det er da også nogle skønne sokker, det er også første gang, jeg ser sokker med retstrikket hæl

    SvarSlet
  13. Fantastisk flot sjal. Jeg elsker Hanne Falkenbergs design - og opskrifter.
    Det er meget sjældent jeg får et stik af misundelse. Det gjorde jeg lige her, da du skrev, at hendes shetlandsuld er skøn.
    Det er rent og skær KRADSULD for både mit afkom og mig - vi er utrolig uldsarte.
    Jeg må undersøge om kittet til sjalet kan fås i en udgave med andet garn, VI kan tåle, for det må da helt sikkert være et must her.
    Flot farvekombination du har valgt.
    Og skønne sokker.

    SvarSlet
  14. nöj, hvor er Promenade blevet flot! til lykke med det, du kommer at slide det op, det er jeg sikker på. og lækre strömper du har lavet, Opal er i min mening det aller bedste strömpegarn man kan få. min datter går stadig i sine Opal strömper jeg strikkede til hende for 7 år siden, de virker uopslidelige.
    kh.fra Island
    Frida

    SvarSlet
  15. Jeg tænker tit, det er mærkeligt at man kan lave fejl i sit strikke arbejde, for det går jo ret langsomt, forholdsvis. Og i mønsterstrik, kan det jo ses på næste omgang, men alligevel sker det, jeg laver fejl og må pille op. Men alle vil helst have det så korrekt som muligt, så om igen.
    Det er en stor sag det sjal, og meget flot. Lækre sokker du også har strikket. Spændende at følge jeres projekt.

    SvarSlet
  16. Smukt smukt sjal!
    Det står også rimeligt højt på min to-do liste :-)
    Meget fine strømper.
    Sjovt med en retstrikket hæl.

    SvarSlet
  17. Det sjal er altså bare så smukt! Var lidt spændt på at se, om strømperne blev færdige. Har der været ild i pindene? Glæder mig til at se, hvad der så skal på pindene :-)

    SvarSlet
  18. Hvor er det sjal flot, også i retstrik, som jeg også nogen gange synes er langsommeligt, men det må da give varme? Sokkerne er også utroligt flotte, jeg har aldrig tålmodighed til de meget fine sokker, men jeg beundrer dem vildt.

    SvarSlet
  19. Meget smukt sjal, og men nu har du jo egentlig hvad du behøver, noget varmt og smukt til at lægge over skuldrene. Hvad skal du med 11 andre sjaler? (haha)
    Jeg går aldrig i hjemmestrikkede strømper, men hvor dine flotte. Synd hvis de skal ned i en støvle. Jeg bruger Mohairstrømperne fra Tind, de er næsten uopslidelige.
    Men der kan komme meget smukt fra dine og Vibekes hænder i det kommende år. Godt begyndt er .......

    SvarSlet
  20. Må da lige bøje mig i støvet, du starter bare dysten med et mega sjal og mønstersokker, hold da op hvor er begge flotte. Havde helt glemt det Promenade, det kunne jeg godt tænke mig at lave en dag, for det er bare så flot. Og kender godt det med at få pillet op igen, jeg hæfter også så grundigt, at det ikke er til at få op igen, har lige nu en trøje liggende, som jeg i arrigskab ikke kunne finde hvor jeg havde lavet mønsterfejlen, så røg pinden af og nu ligger den der og glor dumt på mig.
    Synd du ikke går med uldsokker, de er næsten ikke til at undvære i vinterhalvåret.

    SvarSlet
  21. Et utrolig nydelig sjal. Godt du har tålmodighet til å rekke opp og fullføre, et flott stykke arbeid. Søte sokker.

    SvarSlet
  22. Godt du ikke smed det ud men tog kampen op og fik strikket sidestykket om for hold da op hvor er det flot. (Misundelig ?) Fine strømper...

    SvarSlet
  23. Det var da godt at sjalet ikke endte i skraldespanden!!!! For det første er det et rigtig smukt stykke strikketøj - med striber i de helt rigtige farver :-), og hvordan ville du ellers have klaret januar måneds leverance? Det lugter lidt af over-strikke-arbejde :-)

    Super fede sokker! Mega flot mønster og meget fint og anderledes med retstrik i kanter, hæl og tå.

    SvarSlet
  24. Både sjalet og sokkene ble veldig flotte!
    Jeg er glad for din impulskontroll, for resultatet var verdt det :-) Men 600 m..... Det er virkelig mye!

    SvarSlet
  25. Det var et riktig fint sjal du viser frem! Blir imponert over at du velger et slikt stort prosjekt når du skriver at du ikke liker rettstrikking. Med en så fin konstruksjon må det være godt i bruk :) Så godt med et slikt varmende sjal nå :)
    Slike spennende sokker du har strikket også. En slik hæl i riller har jeg ikke sett før.

    SvarSlet
  26. Spændende sjals-model. Anderledes end de almindelige trekantsjaler. Jeg kan forestille mig, at det falder rigtig godt og er dejligt at have på. - Og flotte sokker, er lidt enig i at det er synd at gemme dem i et par sko :-)

    SvarSlet
  27. Spændende sokker, mønsteret er super. Jeg strikker også altid sokker på samme måde som dig, To skafter, o,s.v. Fantastisk flot sjal, sikke et arbejde. God fornøjelse med næste etape.

    SvarSlet
  28. Hvir er det godt du kunne sætte impulskontrollen til :-) for det er bare så flot dit Promenadesjal ( og sikke et skønt navn).
    Farverne klæder hinanden så godt - hun er altså bare genial den kære HF med design og teknik :-)
    Og hvor er det dejligt at få en af de meget få strikkebøger vi jo har i brug - det er et fint mønster dine sokker har...jeg har heller aldrig set retrillede hæle på sokker før..? En lækker gave at få;-)

    SvarSlet
  29. Jamen jamen, strikke det yderst skoenne sjal, pille halvdelen ( eller mere) op og saa naa at blive faerdig paa en maaned, for ikke at glemme stroemperne???? Hvordan goer du???? Du maa have mere end et par turbopinde gemt i skuffen. Hvor er det bare flot.
    Stroemper med rethael, det er godt nok foerste gang jeg ser det. Men flot ser det ud. Er de lige saa behagelige at have paa som de ser ud???
    Nu er jeg superspaendt paa hvad du finder paa i februar. Godt det er skudaar i aar, saa har du en dag mere.
    Knus

    SvarSlet
  30. Wauw! Begge færdige projekter er bare virkelig smukke.
    Jeg kan godt forstå, at du er lykkelig for dit færdige sjal, selvom det da var lidt af en kamp, kan man forstå :)

    Glæder mig allerede til at se resultatet for februar :)

    SvarSlet
  31. Hva for en deilig sjal... kongelige kropsholdning og gåtur på promenaden...lad komme våren/das Frühjahr :-))) Fantastisk har du strikkt! Veldig fin sokker også... ha glede med sokkestrikke hele året.
    Spennende altid... å se... hva strikker du. Hilsen til deg veldig hjertelig.
    Ha fortsatt god helg. Klem fra Viola

    SvarSlet
  32. Et fantastisk smukt sjal - måtte lige bruge lidt forestillingsevne, da du skrev, at sidestykkerne er strikket udefra og ind. Så må sidste maskerne strikkes sammen som afslutning? Genialt - hverken mere eller mindre.
    Men det er også det dejlige ved Falkenbergs modeller, at man lærer nogle nye teknikker hver gang. Hun er noget ud over det sædvanlige. På den gode måde!

    Sokkerne er også skønne. Retstrik i hæl og tå - det havde jeg ikke forestillet mig - men ser pænt ud.

    SvarSlet
  33. Det er et fantastisk flot sjal! Det er først nu, jeg ser konstruktionen af sjalet, hun er meget dygtig, Hanne Falkenberg.
    Jeg strikker kun - lidt kedelige - ribsokker, dine er meget fine og sjovt med hælen!

    SvarSlet
  34. Godt du ikke smed det ud, for det er blevet super flot. Det ser ud til at være helt perfekt til at varme sig med og i på en kold vinter dag og måske perfekt til en sol dag i foråret. Med en kop kaffe i solen og dette skønne sjal over skulderen kan lige se det for mig.
    Fine strømper

    SvarSlet
  35. Smukt sjal med en flot farvekombination. Jeg er helt pjattet med sokkerne - føler mig helt inspireret til at finde pindene frem igen :)

    SvarSlet

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.