25. april 2017

Cardigan og dejligt besøg

Årets fødselsdagsgave til min svigerdatter var en grå skindnederdel og jeg besluttede mig for at strikke en rigtig feminin cardigan til det rå skind. Taljekort, så nederdelens detaljer kan ses og så den også kan anvendes til kjoler her i sommer. Min svigerdatter valgte selv garnet fra mine evigt bugnende reoler og valget faldt på en meget lækker uld/cashmere blanding som jeg engang har købt hos Rasmilla :-)


Jeg ville gerne afprøve det fine shell-rib mønster på en større flade og det kommer jeg til at bruge igen - jeg har nydt at strikke de små "skaller" og godt det samme, for ryg og forstykke er strikket 2 gange og da jeg oftest monterer undervejs er knapperne også syet i hele 2 gange - 1. version var for lille ;-) Marts og april har været som forheksede, hvad fejl angår, så nu ser jeg frem mod maj-juni, hvor temaet bliver: Sommerstrik & hækling :-) Jeg håber dog at kunne afslutte Sanne Fjallands Graphic, medens temaet stadig er mønsterstrik her i april.


Cardiganen er som nævnt strikket i mønsteret "little shell rib" med vrang paneler i siden og under ærmerne. Jeg har også valgt at afslutte med en lille vrang rullekant i halsen. Forkanterne er ret-strikkede, naturligvis med lænkekant. Mønsteret giver et stykke strik med enorm elasticitet og så er shell ribben helt lace-agtig i sin struktur og meget feminin.


Jeg fik lov til at tage et billede af min dejlige svigerdatter, da jeg afleverede. Også selvom det var midt i ulvetimen med trætte unger og mad på komfuret - hun er en skattebasse :-) Skindnederdelen må I tænke jer til, der var ikke tid til at skifte ;-)


Weekenden er gået med træning af Diva i cykeltrailer og besøg af denne lækre dame :-) Vi havde meget kort tid og måtte derfor starte kl. 7.30 - en anelse hårdt på en søndag for et b-menneske som jeg, men hvad betyder det, når man er i det bedste selskab. Vi fik snakket om de forskellige projekter, vi har i gang og jeg tror, at vi begge har nok på pindene til resten af året, men det forhindrer os jo ikke i, at sætte noget mere i gang ;-) Vi er absolutte strikke-soulmates og forstår hinanden næsten uden ord :-)


Vibeke medbragte en fantastisk gave - nogle mennesker er så gode til at give gaver, at man føler sig "set" - "jamen det er jo lige mig" - følelsen ;-) De gør mig så glad, at jeg har haft dem på hver dag lige siden


Vi har som sagt også trænet Diva i cykeltraileren. Med de lange ture, vi kører om sommeren er det vigtigt hun lærer at sidde i den, for hendes korte ben, kan ikke løbe  mange kilometer. Hun er ikke udelt begejstret, men finder sig i det efter lidt postyr, Vi har også haft "andet" postyr ;-)


Jeg har ikke noget at gøre med den kage, jeg har ligget her hele tiden ;-) Og jeg forstår virkelig ikke alt det postyr!


Tak for alle jeres kommentarer og mails. Ha en rigtig dejlig tirsdag aften derude. Her står den på flerfarvet ærmestrik, pyh. Men det færdige produkt bliver så lækkert.

Faktaboks
Design: Lene Klitgaard - Stinnes cardigan
Garn: Rasmillas Uld/Cashmere - et engangstilbud - meget, meget lækkert :-)
Garn fra lager: Naturligvis - har lagret i flere år
Anvendt: Ca 200g? Fik den ikke vejet inden aflevering
Farve: Råhvid
Købt hos: Rasmilla.dk
Pinde: 3,5
Str. S - Jeg har efterhånden strikket så mange små, taljekorte cardigans i tynd uld, at jeg har et maskeantal i hovedet. Jeg har dog brugt flere masker end jeg sædvanligvis ville, fordi det lille Shell-rib-mønster trækker strikken meget sammen og så har jeg brugt den modelberegning, jeg lærte på Strik & Yoga- kurset hos Isager
Ny teknik: Nej, strikket fuldstændig traditionelt - ryg og forstykker ud i et, med udtagninger i siden under ærmegab (giver lidt vidde til barmen) - nedefra og op. Kanter i ret-strik, naturligvis med lænkekant langs kanterne. Ærmerne er syet sammen midt under armen, kun fordi jeg havde lyst til at strikke frem og tilbage i stedet for rundt. De kunne sagtens være strikket rundt uden problemer.