30. november 2016

Novembers sjal og sokker

11 sjaler - 11 par sokker - den udfordring Vibeke og jeg satte hinanden på Fanø i 2015 nærmer sig sin afslutning :-) Vi kan selvfølgelig ikke lade være med at diskutere en ny for 2017 :-)

Siden jeg strikkede Flutterby Socks har jeg haft lyst til at bruge det lille sommerfuglemønster igen. Lillefrø har ønsket sig et sjal og hun har især været glad for lace sjalerne, som hun kalder "smukke" :-) Så jeg har været i gang med at kreere et lille sommerfuglesjal til hende i julegave. Jeg har brugt Rasmillas yndlingsgarn i en fantastisk koralrød farve, der kan give november kontrast. Jeg har i konstruktionen bestræbt mig på, at hele sjalet skal ligne en sommerfuglevinge :-)


Der er plads til forbedringer i næste version - jeg kan f.eks. med fordel udelade det sidste lacemønster på hver side af midten, ligesom det vil være meget smartere at strikke perlerne på undervejs. Men det med perlerne kom jeg først i tanke om, da sjalet var godt i vej - for Lillefrø vil elske dem. Rhombemønsteret kan også med fordel sluttes pænere og sådan kan der læres en masse undervejs :-)


Sjalskonstruktion er blevet virkelig avanceret indenfor de seneste 10 år - ikke mindst på grund af designere som Stephen West, men mange andre bidrager også med deres fantasi til at udfordre formen, der jo for længst er alt muligt andet end trekantsjaler og langsjaler. Jeg har alligevel valgt en helt traditionel form og lagt vægt på, at sjalet kan ligge på et barns skuldre uden at glide af. At arbejde med udtagninger omkring et centerpanel og udtagninger på hver eneste pind i siderne resulterer i et sjal, der bliver bredt, men kort - her 41 cm i længden som vil gå Lillefrø til lige under taljen. Centerpanelet hjælper til at sjalet kommer til at hvile på nakken og så er der rigelig bredde til at det kan bindes godt på forsiden.


Sjalet er et forsøg og jeg har givet mig selv lov til at lege lidt med sommerfuglene undervejs - det er nemt at give dem forskellig form og størrelse. Perlerne er seed beads i koral og sølv og man kan mene om dem, hvad man vil, men Lillefrø vil blive glad og så er farmor også glad :-)

Det var meningen, novembers sokker skulle have været små, fordi jeg stadig mangler 2 julegaver i moskusgarnet, men jeg kom til at tænke på, at jeg ikke kan afslutte et sjals- og sokkeår uden at strikke et enkelt par Pippi-sokker (de sidste blev strikket i 2008, he he) og da først tanken var tænkt, jamen så ... Der er ikke meget Pippi over farverne som på det første par, men så passer de til gengæld til min Embrace som jeg bruger rigtig meget :-)


Tak for alle jeres kommentarer og mails. Jeg håber I er parate til at gå ind i december med dens mærkelige blanding af tomhjernet gøgl/statusræs og inderligt nærvær - vi kan heldigvis selv vælge, hvad vi lægger vægt på :-)

Faktaboks
Sjal:
Design: Eget design
Garn: Rasmillas yndlingsgarn 55% lammeuld, 45% bomuld
Garn fra lager: I den grad ;-)
Anvendt: Knap 100 g
Farve: Koral
Købt hos: Rasmilla.dk
Pinde: 4
Str. 41 x 90 cm
Bemærkninger: Strikket med dobbelt tråd.

Sokker:
Design: Drops nr. 104-9
Garn: Regia Hand-dye Effect, 70% uld, 25% polyamid, 5% akryl - BVADR ;-)
Garn fra lager: Ja da ;-) Tju hej hvor det går
Anvendt: Ca 75 g pr sok
Farve: 7289, men garnet fåes vist ikke mere. Ærgerligt for det har meget flotte farveforløb.
Købt hos: Kan ikke huske det - meget gammelt lagergarn.
Pinde: 2,5
Str. 37
Bemærkninger: Sokkerne er strikket på rundpind 1 ad gangen. Jeg har strikket fra skaftet og ned - på helt traditionel vis :-) Hvis du har brede fødder skal du korrigere maskeantallet kraftigt fra ankel og ned til fod. De bliver meget smalle