26. juli 2016

Slinky Ribs og berigende dage

Slinky Ribs har været undervejs i lang tid - jeg købte Elastico til den samtidig med Rangolisjalet. Opskriften er fra den tid hvor teknikken top down kom rigtigt til Danmark fra over there. Det er altså ikke særlig mange år siden. Der var indtil da ikke mange danske designere, der havde forsøgt sig med teknikken, men i dag er den jo alment kendt. Her på vej til det længe ventede besøg hos Vibeke.


Slinky Ribs er fra Wendy Bernards bog Custom Knits som stadig er en guldgrube for strikkere, der gerne vil udforske top down teknikken. Som titlen antyder opfordres der kraftigt til at kundetilpasse modellerne og gøre dem til sine egne og bogen vrimler med gode forslag.
Modellen er oplagt at lave om til kjole, man kan ganske enkelt bare fortsætte de slinky (glidende) ribdetaljer ned i skørtet. Det må jeg ganske enkelt prøve.


At montere ribstrikkede ærmer pænt på en ribstrikket overdel kræver en del tålmodighed, men her strikkes ærmerne bare på tilsidst og det giver en rigtig fin og såkaldt sømløs overgang ;-)


Vi har tilbragt et par dejlige dage på Sjælland, men denne blog handler om strik og den absolutte hovedattraktion var naturligvis besøget hos Vibeke. Som her ses i sin smukke Karen Noe kjole fra sidste sommer - måske kan du huske, at hun rent faktisk strikkede 12 kjoler sidste år, sådan! ;-)


Berigende og inspirerende samvær - som sædvanlig :-) Der blev dog ikke strikket så meget, for vi var på en længere vandretur omkring Farum Sø og havde så vigtige ting at tale om, at vi gik vild. Vi var begge forundrede over, hvordan det ku lade sig gøre, når man går rundt om noget, men vi fik da en vandretur på 15 km ud af det, he he. Hjemme på terrassen ventede heldigvis friskpillede rejer, røget sild og et glas kølig hvidvin - og så blev der strikket ;-) Der ventede også den fineste fødselsdagsgave - et par vaskeægte strikkekrus :-)


På vejen til Sjælland besøgte jeg Bodils værksted, men det hører du mere om snarest. Her fortsætter ferien i dejligt afslappende tempo - hver dag bliver nydt til fulde :-) Håber, du også nyder din :-)

Faktaboks
Design: Wendy Bernard: Slinky Ribs
Garn: Elastico, lækker, lækker stretch-bomuld
Garn fra lager: Aldeles ikke, købt til formålet
Anvendt: 270 g
Farve: Stærk, klar, varm rød - er kommet til at smide alle banderolerne ud, så intet nummer!
Købt hos: Hønsestrik, Aalborg
Pinde: 3,5
Str. Small
Bemærkninger: Jeg har lavet ærmerne længere. Den er vildt lækker at have på og jeg glæder mig over, at jeg stadig har noget hvid Elastico på hylden - til en bette cardigan ;-)