8. januar 2016

Lige over midnat

...... nytårsaften gik starten på januar måneds sjal. Kittet har stået siden midten af december og jeg har haft meget svært ved ikke at kaste mig over det ;-) Det kan selvfølgelig ikke røbes endnu, hvad det er for et sjal og dette indlæg skal handle om noget helt andet, nemlig kjolen fra Nordiske Masker 2. Måske knap så nordisk og underspillet i denne flotte røde farve :-)


Den var færdig op til ærmegabet, da den blev forvist til garnkisten på grund af julegaverne. Knapperne er et forsøg - jeg troede, jeg havde købt glasperler i knapstørrelse, men det var bittesmå perler, der kom med posten, så jeg rodede i knapkasserne og fandt disse stofbetrukne, men jeg må vist ud at lede igen!


Det er første gang, jeg strikker noget fra Nordiske Masker. Meget af det falder slet ikke i min smag, men deres kombinationer af strik og hækling er jeg i den grad faldet for. Opskriften var perfekt og det er nemt at strikke masker op i den hæklede nederdel.


Som nogle måske husker blev 2015 året, hvor jeg igen fik styr på mit garnlager. Med "styr på" menes, at jeg ved, hvor meget jeg har på lager, hvor meget jeg har brugt og hvor meget jeg har købt. Sådan da ;-) Jeg har strikket 10 kg og 649 gram op i 2015 og har indkøbt 11 kg og 419 gram - uha, uha lageret er altså blevet øget med 770 g. Det lyder jo egentlig ikke af så meget, men jeg har regnet ud, at jeg kan strikke 4 år i træk uden at købe garn af dét, der ligger på lageret i forvejen - så det går vist lidt i den forkerte retning, he, he. Noget må jo gøres ;-)


Årets første dag blev traditionen tro brugt til en tur ved Vesterhavet - her Lønstrup, et af de smukkeste, barskeste og hurtigst foranderlige områder i den Nordjyske natur. Ved hvert eneste besøg har havet gjort endnu et indhug i de stejle skrænter.


Her har Mårup kirke ligget, nu er den helt taget ned grundet fare for skred. En del grave ligger stadig tilbage. Vores udsigtsbænk, hvor vi plejer at holde kaffepause er forlængst væk.


Til gengæld er der bygget til nede ved optrækningspladsen - nu kan man stå på platforme derude, hvor bølgerne brydes :-) Og der er lavet en masse nye smukke bænke i forskellige naturmaterialer, så kaffen kan stadig nydes med udsigt over havet :-)


Tusind tak for alle de dejlige kommentarer til Epsilon og kamel-klædet :-) God fornøjelse med strikketøjet :-)

Faktaboks
Design: Lone Gissel & Tine Rousing: Nordiske masker 2, kjole 1
Garn: Blackhill højlandsuld og superfine alpaca
Garn fra lager: Mjahhhh - i hvert fald har det ligget et halvt års tid.
Anvendt: 500 g - knap 300 g uld og ca 200 g alpaca - den hæklede nederdel sluger en del
Farve: Klar rød
Købt hos: Garnudsalg.dk
Pinde: 3,5 og hæklenål 3
Str. M
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Det er et afvekslende og dejligt projekt at sidde med. Jeg synes strik og hækling klæder hinanden rigtigt godt - håber flere designere vil forsøge sig med det :-)