13. juni 2015

Nostalgi

For mange år siden, havde jeg en lækker blød og tung trøje som jeg for mig selv kaldte "slasketrøjen" - den havde en stor, åben krave, der ofte gled ud over skulderen og det var lidt sejt dengang - dét er det ikke mere, nu er det bare irriterende ;-)


Surf er en lækker Kim Hargreaves model og jeg har strikket den i et lækkert garn - bambus-viscose fra Garnudsalg, men jeg må bare konstatere, at sådan en model er total passé for mig. Den hæklede roset, der er placeret af ren nød, gør ikke noget ekstra for modellen, men jeg var nødt til at gøre noget fordi det glatte garn gav sig kraftigt  i trådene, da jeg delte til forstykker - se nedenfor


Jeg kunne simpelthen ikke få det monteret pænt da jeg syede kanterne på forstykkerne ind over hinanden, så derfor hæklede jeg rosetten til at dække - uden at tænke over, at forstykkerne deles næsten helt nede på maven. Rosetten blev syet så godt fast, at jeg på ingen måde kan få den af igen! Så det er som det er og bliver som det bliver :-)


Det er et meget smukt garn, men også et meget vanskeligt garn - sådan et, hvor ALT kan ses. Det betyder, at der ikke skal hæftes tråde andre steder end i sømmene, at ud- og indtagninger laves helt regelmæssigt osv. Så dét har jeg været omhyggelig med og på den front er der intet at være utilfreds med :-) En del jævnes nu også ud i vask ligesom i bomuldsgarn. Dog vil jeg anbefale, at man tænker sig godt og grundigt om og vælger en model, der har en fast struktur i modsætning til den løse model, jeg har valgt ;-)


Når jeg ser bort fra, at jeg hele tiden skal hive den på plads på skulderen, så er den fuldstændig fantastisk at have på - blød og lækker uden at blive for varm. Egentlig også en ret klædelig model, men det er for irriterende i længden med den åbne krave. Jeg priser mig lykkelig over, at jeg købte rigeligt garn og har nu slået op til en cardigan i det samme garn. Det bliver endnu en Spray, se nedenfor.

På denne WWKIP dag har jeg passet min dejlige Lillefrø og gik derfor glip af de arrangementer, der var i dagens anledning. Hun har nu til enhver tid absolut første prioritet, så jeg har hygget mig med hende og indimellem fået lidt styr på igangværende projekter. En del af dem kan du se her:



Lige nu er det dog en helt anden model end de viste ovenfor, der har taget styringen og det er Kim Hargreaves Spray - en cardigan i meget åbent  og smukt hulmønster. Jeg strikker i originalgarnet som jeg var så heldig at få i fødselsdagsgave forleden, nemlig Rowan cotton lustre - et spændende båndgarn i bomuld, hør og modal (træfiber ligesom viscose). Det er skønt at strikke med og den bliver så lækker, at jeg slet ikke kan stoppe igen ;-) Garnet er købt hos Ho-strik, hvor det fåes i en del lækre farver.


Håber I har haft en god WWKIP dag derude og at strikkelysten stadig er høj :-) Ha en dejlig lørdag aften :-)

Faktaboks:
Design: Kim Hargreaves fra bogen Echoes: Surf tilføjet en lidt uheldig hæklet roset, hvilket ikke skal ligge KH til last
Garn: Bambus-viscose
Garn fra lager: Hmmm - det har da nok ligget et par måneder ;-)
Farve: Hvid
Købt hos: Garnudsalg
Pinde: 4,5 og 3,5 til krave. Kan sagtens strikkes på mindre pinde for fastere struktur.
Str. M
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: En løs og rummelig model som jeg har valgt at give mere facon med en række ind og udtagninger. Kraveåbningen vil givetvis blive knap så irriterende i et mindre glat og tungt garn.