4. januar 2015

Snedronningen

Jeg elsker de første dage i et nyt år. Alle de ubrugte muligheder. Jeg rydder op og laver gennemtræk. Lægger planer og sætter mål. Til de strikrelaterede planer hører blandt andet styr på garnlageret og færdiggørelse af påbegyndte projekter. Dem er der mange af, skulle jeg hilse og sige, men jeg er allerede godt i gang og det vil du komme til at høre meget mere om. Men nu til det sidste projekt fra 2014.

Snedronningen er den fineste lille pigetrøje. Så prinsesse- og feagtig som noget kan være og strikket op i råhvid bliver det næsten ikke mere yndigt. Jeg har strikket i Rasmillas Uld-Cashmere og Isager Alpaca og den er blevet superblød og lækker og kan bæres på det bare skin, om det skulle være :-)


Det fine påfuglemønster (eller feather & fan) er en klassiker og passer perfekt til en trøje, der skal have lidt svung forneden. Jeg kan se Annette Danielsen har taget mønsteret op igen i hendes kjole Åbne Vidder i bogen Grønland. Det er et mønster, hvor det er nemt at tage gradvist ud, så der bliver fin pasform og god vidde.


Lillefrø skulle naturligvis ikke kun have bløde pakker. Hun elsker musik og dans og jeg synes selv, jeg fandt den optimale gave til hende i år. Og lykkeligvis virkede hendes forældre til at være enige, selvom denne godt kunne være endt som hadegave. Gaven består af de fineste metalklokker med hver deres helt rene og sprøde tone og i hver deres farve inkl. nodeblade til nogle helt enkle sange med billede af den farvede klokke under hver node. Klokkerne spænder tonemæssigt over en oktav.


Der blev lyttet og ringet og hoppet og danset - helt klart en succes. Endnu har hun ikke ringet sine forældre op om morgenen, så langt så godt ;-) 

Jeg håber, I alle er kommet godt ind i det nye år og nyder de første dage. Her er der smukt solskinsvejr, så det er med at komme ud og nyde det. Endnu engang; Godt Nytår :-)

FaktaBoks
Design: Marianne Isager: Snedronningen fra bogen af samme navn.
Garn: Rasmillas Uld-Cashmere 70% uld, 30% cashmere og Isager Alpaca 1, 100% alpaca
Fra lager: Ja - helt klart - har lagret meget længe ;-)
Anvendt: 100 g Rasmilla og 50 g Isager Alpaca
Farve: Vinterhvid
Købt hos: Rasmilla og Isager. Bogen er købt hos Tind Textil & Kunst
Pinde: 4
Str: ca. 2-3 år
Ny teknik: Ingen, men det er en smart detalje, at alle str. strikkes ens  - størrelserne ændres ved hjælp af garntykkelse og pindestørrelse
Bemærkninger: Et dejligt, meditativt strikketøj, men man skal ikke tage det med i Strikkecafe, før man har helt styr på påfuglemønsteret ;-)