25. oktober 2015

Colorwork

Colorworksættet har ligget klar siden sidste weekend uden mulighed for at blogge, men nu er det her :-) Ny nederdel i den rigtige størrelse og naturligvis også den tilhørende jakke. Parat til sidste del af efteråret som jeg elsker mere end nogen anden årstid.


Jeg elsker vinden - jeg elsker regnen - jeg elsker mørket - jeg elsker de intense dufte i naturen, de helt utrolige farver og den dybe blå himmel. Den tid hvor vi skal hvile og vende os indad. Jeg elsker det og kan slet ikke få nok. Frem med stearinlys og strikkepinde - nåh, nej - de var jo fremme i forvejen ;-) Men jeg elsker i det hele taget, at årstiderne skifter og jeg synes, jeg bor det mest perfekte sted i verden :-)




Det er Louise Harden, der er mester for dette sæt og det bliver et hit her i efteråret. Jeg er så glad for det. Det er strikket i Loden fra Gepard og det er et lækkert tweedet uldgarn med skønt hold i - særdeles velegnet til sådan et chanel-agtigt sæt som dette. Som det fremgår er nederdelen og det nederste af ærmerne vævestrikket og det har været sjovt, hyggeligt og ikke mindst meditativt at strikke. Jeg fik også mediteret på et par pinde med tilbagestrik - sådan er det åbenbart, når jeg synes et mønster bliver "for" enkelt ;-)


De fine knapper er fra Garnudsalg. Smukke - og også lidt tunge metalknapper, måske fortrinsvis til kofter, men jeg synes de er perfekte her, da jeg altid kommer til at bruge jakken lukket. Vil man bruge den åben, skal man vælge nogle knapper, der er lettere.


Der er gået en hel uge uden strik, så jeg trænger - må tage revanche i næste uge. Den begynder heldigvis godt i morgen aften - i strikkecafe hos Garnudsalg, så har jeg da sikret mig, at jeg får strikket i hvert fald én aften :-) Jeg har hevet Abelone op af garnkisten, den skal strikkes færdig, før jeg påbegynder et af de mange nye projekter på listen. Men den er også enkel og hyggelig at strikke og det helt perfekte cafestrikketøj - er der nogle alarmklokker, der ringer? Ja - så er det jo i hvert fald, jeg ved, jeg skal passe på ;-)

Faktaboks
Design: Louise Harden: Colorwork nederdel og jakke
Garn: Gepard: Loden 50% lammeuld, 25% viscose, 25% alpaca
Garn fra lager: Nej, købt til formålet på Fanø på Louise Hardens stand.
Anvendt: ialt 1150 g garn til 2 stk nederdele og 1 stk jakke - der er dog farvede rester til et par pulsvarmere også. Til nederdelen bruges 100 g af hver farve, der er også nok til den vævestrikkede kant på ærmerne. Til jakken går der ca. 350 g antracit-grå.
Farve: Diverse blå og antracit grå
Købt hos: Louise Harden
Pinde: 4 og 4,5
Str. Lille - modellen findes kun i 2 str. Størrelse lille og stor. Jeg forsøgte at lave en str. mellem i den 1. nederdel, men den blev som nævnt alt, alt for stor. Jeg har denne gang strikket en strikkeelastik med i linningen på nederdelen.
Ny teknik: Nej
Bemærkninger: Jeg har lavet ændringer på jakken, hvor jeg har lavet ærmerne lidt større foroven, fordi jeg har så muskuløse overarme. Ærmerne er meget smalle.

8. oktober 2015

Mit travle strikkeefterår

..... er i fuld gang. I går inviterede jeg Mona med en tur til Bettekun i Aars, fordi Hanne Falkenberg holdt foredrag. Jeg har ikke været heldig at høre hende før, så det var dejligt at få chancen og en berigende oplevelse, at høre om hendes design- og strikkeliv :-) Her ses Mette, der har åbnet sin nye super fine og store garnbutik på hovedgaden i Aars sammen med aftenens hovedperson Hanne Falkenberg.


Det er ren magi, at se den høje, smukke Falkenberg tage modeller af og på, medens hun fortæller om tilblivelsen. Jeg skal strikke en Silhuet 1, men kunne ikke få kittet i sort/petrol, så det skal bestilles, når jeg lige er kommet lidt ned på min travle efterårsliste.


Da jeg kom hjem, gjorde jeg nemlig status over efterårets projekter og det fik mig til at tøve en anelse med bestillingen på Silhuet. Først lavede jeg et overslag over lovede gaver:

  1. Annette Danielsen: Pæon (til min svigerdatter)
  2. Susie Haumann: Epsilon (til min søster)
  3. Annette Danielsen:  Vandløb (til min ældste søn Lillefrøs far)
  4. Herretrøje fra Hjelholdt Uldspinderi (til min mand, garn købt i Tind for 2-3-4??? år siden ;-))
Ja, da jeg fortalte min mand om den strikkeudfordring Vibeke og jeg har stillet hinanden (1 sjal + 1 par strømper hver måned i 2016) spurgte han uskyldigt: Hvad med en strikkeudfordring, der hedder 1 herretrøje om måneden. He, he - han bliver klogere gør han.

Og så lavede jeg også lige en liste over påbegyndte garnprojekter i garnkisten - og det er bare et overslag frit efter hukommelsen, for jeg kikkede ikke i den - det betyder, der sagtens kan være endnu flere dernede ;-)
  • Kjole fra Nordiske masker 2 - ca. 75% færdig
  • Abelone cardigan - ca. 60% færdig
  • Lang mohaircardigan fra Pickles (Maries ideer) - ca. 35% færdig
  • Hanne Falkenberg; Victoria - ca. 10% færdig
  • Hæklet pude fra Tante Grøn - knap halvt færdig
  • Marie Wallin: Retrotrøje til Lillefrø - 25% færdig
  • Annette Danielsen: Kraka tørklæde - 10 % færdig
  • Hæklet betræk til min klinikskammel - 30 % færdig
  • Susanne Øland: Skinner - 25% færdig
  • Hæklet taske i Peruvian Highland Wool - 30% færdig
Og tilsidst kommer det, jeg også gerne liiiiiige vil lave ;-)
He, he - sikken en liste. Jeg glæder mig til det hele - så må vi se, hvor meget, der bliver realiseret :-) Tak for alle jeres medfølende kommentarer til min for store nederdel. Den er endt i kærlige hænder hos min søster og jeg er i fuld gang med nr. 2 - så det hele endte godt tilsidst :-) Ha en dejlig aften derude :-)

4. oktober 2015

På tur med en ommer!

Bag denne kryptiske titel gemmer sig en mindre strikketragedie ;-) Jeg er færdig med min smukke Colorwork nederdel, men den er - ak og ve - blevet for stor. Det kan ikke umiddelbart ses på billedet, men det er fordi jeg lige har hevet op i den. I løbet af dagen i går gled den længere og længere ned og kunne næsten tilsidst glide ned over rumpen - dog kun næsten ;-)


Øv, øv, øv - det er altså en ommer. Jeg har overvejet indsyning og indsnit, men det kommer ikke til at fungere i det fine vævestrikmønster, så det er helt forfra og så må denne i gavekassen til der kommer én forbi, der kan passe den. Jeg er fuldstændig vild med den og må bare lave den med det samme igen - det kan slet ikke gå for stærkt. Men hvor kommer turen så ind i billedet?


Allerede på Fanø spurgte Vibeke mig om jeg havde set Isagers "nye" butik på gården. Det havde jeg ikke, så jeg var ikke i tvivl om, at vi skulle på tur. Vibeke havde ærinde hos Isager, men det fortæller hun garanteret selv om - her ses Vibeke, Marianne og Torhild fordybet over de ting, Vibeke har med :-)

Og så må jeg vise den smukke kjole som Vibeke selv har designet :-) Bedre placering end foran Spinni og Tvinni reolen kan man næsten ikke få.


Vi tilbragte et par skønne timer i en utrolig smuk og lækker butik, hvor den ene fristelse lurede efter den anden. Jeg var på udkig efter Merilin til en Julerose, men mere om det tilsidst. Allerede inden vi kom indenfor traf vi på Bodil, der er i det nordjyske for at undervise. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til :-)


Bag butikken ligger den fineste "skærehave", hvor Marianne Isager gik rundt og plukkede den smukkeste buket, når hun ikke lige talte med Vibeke - der er planer i det Isagerske hus om udvidelser til et helt tekstilcenter, men det må der skrives om, når det bliver en realitet. Marianne Isager er en ufatteligt iderig og foretagsom kvinde - så det bobler jo nærmest omkring hende af gode ideer hele tiden. Butikken har åbent hver dag året rundt fra 11-17 og den er virkelig turen værd. Næste gang jeg tager derop skal det kombineres med en ordentlig tur rund i den Tvedstedske natur, for den er noget helt særligt :-)


Og hvad kom der så med hjem? Jeg beherskede mig - og købte kun, hvad jeg gik efter. Den skønne Merilin kvalitet, der består af lækker uld og hør - garnet bliver sådan lidt sommeragtigt, selvom det mest er uld og tolker jeg - perfekt til "varme kvinder" - læs kvinder i overgang, selvom jeg ikke har prøvet det før og derfor ikke kan udtale mig helt slagfast ;-) Vibeke og jeg har stillet hinanden en strikkeudfordring - men den starter først i 2016. Vi skal strikke et sjal og et par sokker hver måned i 2016 :-)


Og nu må jeg så strikke på Colorwork-jakken, medens jeg venter på nyt garn til min nederdel. Men i dag er Lillefrø og jeg i gang med at lave tørrede æbleringe - hun har fået lov til at styre "æblemaskinen" :-)


Ha en rigtig dejlig søndag :-) Faktaboks til Louise Hardens Colorwork nederdel må vente til jeg har strikket om. Kan du ikke vente, så besøg Louises hjemmeside :-)