22. februar 2015

En nem lille sag

..... og så dog! Den begyndte som en helt anden model, nemlig Annette Danielsens Indlandsis - men allerede efter 1. mønsterrapport var jeg klar over, at det mønster simpelthen var for træls at strikke - i hvert fald lige nu. Det hindrede mig dog ikke i at strikke en mønsterrrapport mere, før jeg pillede op ;-) Jeg havde bare brug for en enkel bluse til min nye nederdel og så faldt jeg over denne i stedet:


Den stammer fra et Hendes Verden hæfte jeg fik af min søster og nej - den blev ikke helt så enkel som jeg havde håbet. Ærmekuplerne måtte jeg bruge temmelig megen kreativitet på, for der var fejl i opskriften - antal indtagninger og maskeantal tilsidst passede overhovedet ikke sammen. Dernæst var jeg nødt til at lave en ekstra hulrib-indsats ved brystet ellers ville taljestykket være endt deroppe!;-)


Men historien endte godt, jeg er glad for min nye bluse i skarp turkis. Garnet har været Irenes -  og jeg skrev lidt om det, den dag jeg påbegyndte projektet. Det er Isager Tvinni i en nu udgået farve - det blev købt på vores tur til Fanø og Irene og jeg diskuterede mere end en gang, hvor forargeligt det var, at en så smuk, klar farve nu udgik af Isager Tvinni paletten :-) Irenes absolutte yndlingsfarve var som bekendt turkis og deri kunne jeg jo kun erklære mig enig ;-)


Ferien er ved at være slut, den er nydt i fulde drag med hjemlige sysler, masser af motion og der er blevet strikket rigtig meget :-) Jeg har slået op til adskillige nye projekter, selvom jeg egentlig skulle færdiggøre igangværende projekter - lyder det bekendt? :-) Jeg har egentlig slet ikke lyst til at blive klogere :-)


Tak for alle jeres kommentarer til Lillefrøs tunika og medfølelsen i forbindelse med min kat. Hjertelig velkommen til nye læsere (hvis du som ny læser vil have besøg på din blog, så læg en kommentar, jeg kan simpelthen ikke nå at følge med hos alle).

Ha´ en rigtig dejlig søndag derude - her skinner solen fra en skyfri himmel :-)

Faktaboks
Design: Tillæg til Hendes Verden nr. 2, 2011
Garn: Isager Tvinni, 100% merino uld
Fra lager: Arv fra Irene
Anvendt: 147 g
Farve: Stærk turkis, nu udgået
Købt hos: Købt på Fanø - kan ikke lige huske navnet på butikken i skrivende stund
Pinde:  3
Str: M
Ny teknik: Nej
Bemærkninger: Jeg har stadig garn tilbage og overvejer en lille Kim Hargreaves cardigan fra North hæftet - 147 g til en bluse, det er jo ikke meget :-)

14. februar 2015

Livet går sin vante gang

.... også selvom vi måtte gå den tunge tur til dyrlægen og få aflivet vores kat. Som det sker for mange ældre katte kunne hendes nyrer ikke længere filtrere væske og selvom hun blev lagt i drop, gik al væske bare lige igennem hende. Jeg savner hende ganske forfærdeligt - det er ikke mere end 1 måned siden, hun stak afsted med et af mine garnnøgler i munden og jeg indretter stadig mine skridt på, at hun glad vimser omkring mine ben med høj haleføring.


Heldigvis er der trøst at hente hos kære Lillefrø, der ejer den 2,5 - åriges helt unikke evne til medfølelse: Jeg er din allerbedste ven farmor. Jeg savner Duchess, men pyt med det, for hun er blevet begravet!

Der er blevet strikket næsten mere end sædvanligt - ren terapi for en sørgende tidligere katteejer. Lillefrø har fået en vaskeægte prinsessetunika med glimmer. Dét med glimmer er vigtigt - det husker hun at gøre alle opmærksom på, når vi viser den frem :-) Det kan vist svagt anes på billedet.


Det er naturligvis Lene Holme Samsøes Bella tunika og jeg har strikket i Blackhill Lux Wool, et uldgarn tilsat en lurex sølvtråd - perfekt til projekter, der gerne skal glitre og glimre.


Den er strikket rundt og trækker skævt, men det betragter vi som en del af mønsteret :-) Jeg lagde først mærke til det, da den var tør og den kan givetvis hives lidt i modsat retning ved næste vask ellers lever vi fint med det :-)

Garn og Lene Holme Samsøe bøger (Børnestrik på pinde 3,5 og 4 + Babystrik på pinde 3,5) blev indkøbt i sidste strikkecafe hos Garnudsalg, hvor der som sædvanligt var disket op med alskens lækkerier - jeg må huske at spørge, hvor de får de gode kager fra - og ikke mindst dejligt samvær. Jeg møder og taler med nye strikkende kvinder hver eneste gang og det er en berigelse i sig selv :-)


Jeg er startet på en meget tiltrængt ferie. I eftermiddag skal jeg strikke sammen med Camilla og Mona og bedre start på ferien kan man vel næppe få - resten af gruppen har desværre andre gøremål.

Og så skal jeg vist på tur i blogland, for det er længe siden lysten har været der og I har givetvis lavet en del siden sidst.

Ha´ en dejlig weekend derude :-) Og tak for alle jeres søde hilsener og håb for min elskede kat :-)

Faktaboks
Design: Lene Holme Samsøe: Børnestrik på pinde 3,5 og 4: Bella Tunika
Garn: Blackhill Lux Woll, 88% uld, 12% lurex sølvtråd
Fra lager: Købt til formålet - der var rabat på garnet :-)
Anvendt: Knap 5 nøgler, altså knap 250 g
Farve: Lys rosa
Købt hos: Garnudsalg
Pinde:  3,5 og 4
Str: 2 år
Ny teknik: Nej
Bemærkninger: Garnet tvinder en del, når man strikker på grund af sølvtråden - vil man have glimmer, må man tage det med. Det gør også, at rundstrikkede projekter vil have en tendes til at trække skævt, men det ser næsten ud til at være en del af mønsteret, så ingen grund til panik :-)