20. september 2013

Stribevis

Da jeg tilbage i februar måned blev spurgt, om jeg ville teststrikke en model for Bente Geil, måtte jeg lige tænke mig godt om, for tid, var der ikke meget af på det tidspunkt. Men da hun skrev, at der bl.a. var en kjole fra str. 1 år til XL, blev jeg så nysgerrig, at jeg bare måtte i gang. Sådan en bette 1-års kjole, ku´ jeg vel også hurtigt få fra hånden. Og ja, det kunne jeg, for den var super sjov at strikke og nu må jeg endelig vise billederne.


Modellen hedder Stribevis. Jeg synes den er fuldstændig genialt tænkt. Du begynder med kilen i nakken, laver halskanten og fortsætter så nedover krop og ærmer. Jeg undrer mig gang på gang over, hvordan Bente Geil kan finde på det. Hun må nok siges, at være den danske designer, der udmærker sig allermest med finurlige strikketeknikker og helt unikke "modeller-uden-montering".


Billederne er taget fra tiden før Lillefrø kunne gå og mon ikke hendes mor snart sender en bestilling på en ny i større størrelse. Den er i hvert fald blevet brugt flittigt og får måske en renæssance som tunika, nu hvor det igen er ved at blive køligt.
Selvfølgelig blev jeg nysgerrig på, hvordan sådan en sidder på en voksen, så jeg gik i gang med en voksenstørrelse i tynd uld, i stedet for den geilske tweed. Jeg kom ikke så langt, før den blev lagt væk for sommeren, men nu skal den gøres færdig. Jeg valgte striber, men der er jo ikke noget i vejen for at lave en ensfarvet, se bare her. Det er vist samme model, men måske begynder man foran?


Nu skal jeg lige checke ud, hvordan denne kommer til at sidde, så vil jeg måske strikke en ensfarvet i tweed garnet, som jeg er ret vild med. Jeg tror også, jeg har bestemt mig for den næste kjole til Lillefrø - det er også en geilsk model, prøv lige at kikke her.

Turen går til Fanø i morgen - det ser ud til, at det bliver det flotteste vejr. Glæder mig til at hilse på nogle af jer :-)

FaktaBoks
Design: Bente Geil: Stribevis
Garn: Geilsk Tweed
Fra lager: Teststrik og derfor gratis :-)
Anvendt: knap. 150 g - jeg nåede ikke at veje ;-)
Farve: T20, T22 og T25
Købt hos: Fået af Bente Geil :-)
Pinde: Jeg gik helt ned i en 2,5, for at få strikkefastheden til at passe
Str: Ca. 1 år
Ny teknik: Ja, hele måden med at starte med kilen i nakken - det har jeg ikke prøvet før :-)
Bemærkninger: Alting går op i en højere enhed, den er sjov og hyggelig at strikke, garnet er superlækkert og resultatet bliver skarpt :-)