16. juni 2013

Jeg har ikke strikket i 2 mdr

.... så jeg trænger! Jeg har givet mig selv det løfte, at det aldrig skal ske igen. Selvom jeg havde lidt travlt op til fejringen af min 50 års fødselsdag i går, så skulle der bare klemmes et par pinde ind på terrassen. At strikke ude er noget af det bedste jeg ved og jeg nåede det lige inden det store skybrud, der så til gengæld gik ud over de stakkels gæster :-)


Jeg har heller ikke blogget i de 2 mdr eller læst med hos jer, så det er store afsavn, vi taler om! Jeg glæder mig helt vildt til at tilbringe de næste par timer med at se, hvad I har bedrevet i al den tid. Jeg har selvsagt ikke noget færdigt strik at vise frem, men kan da lige vise, hvor langt jeg er nået på en Uglekjole til Lillefrø - jeg begyndte i forgårs og har mildest talt speed-strikket ;-) Det kan umuligt være sundt at undvære strikketøj i så lang tid ;-)


Jeg kan betro jer, at eksamen er godt overstået og det føles som om jeg er blevet 10 kg lettere og vokset 1 meter i højden og det er jeg ikke - på trods af, at jeg har vandret mange, mange kilometer medens jeg har memoreret alt det stof, jeg skulle huske. At gå igennem så krævende et studie har den fordel, at min almindelige hverdag med job føles som den rene ferie. Tænk at kunne holde fri indimellem om aftenen. Tænk at kunne holde fri i weekenden. Fuldstændig fantastisk :-)


Den lille kjole med vingeærmer har slids i nakken og strikkes oppefra og ned. Jeg er næsten nået til ugleborten.

På én front er jeg ikke gået på kompromis. Lillefrø og jeg har trods uddannelse og eksamen set hinanden 1 gang om ugen og vi fører mange interessante samtaler: "A´ det?" "Det er en printer" "A´ det?" "Det er en printer" "A´ det?" "Det er en printer" - mon ikke I kan forestille jer fortsættelsen? ;-) Selvfølgelig kan hun også tænde og slukke for den, så det er spændende at se, hvor længe den kan holde til sådan en crash-test ;-)


At blive 50 er jo ikke noget, der sker hver dag, så det skal selvfølgelig også fejres med strikkesøstrene sidst på måneden. Jeg har heller ikke set dem i lang tid og glæder mig helt ustyrligt til de kommer og strikker på terrassen :-)

Nu ikke tid til mere snak, jeg må i gang med at blive opdateret.
Ha´ en dejlig søndag derude :-)