24. februar 2013

Jeg har ikke tal på

..... hvor mange sjaler jeg har lavet i tidens løb i dette enkle og traditionsrige mønster, men havde næsten glemt det, da jeg så, at Lene Holme Samsøe har taget det op i sin nye bog (sjalet Silke) og dermed givet inspirationen videre til nye strikkegenerationer. Jeg har lavet sjalet uden kant med en I-cord aflukning foroven, fordi jeg gerne ville ha´ det så råt og enkelt som muligt.


Det er en gave til en kær studiekammerat, der desværre må stoppe på vores hold. Sjalet er strikket i den lækreste silke-uld og jeg håber med det at formidle, at hun vil være stærkt savnet. Det er ca. 2,10 m i bredden og 70 cm i længden, så hun kan vælge at bruge det som sjal eller tørklæde.


Strikket på pind 6 er det næsten gjort på en aften og det er jo dejligt i disse tider, hvor strikketiden er minimeret.

Derfor har jeg også holdt mig til de store pinde med dette sæt. Bella-sættet kunne man kalde det - efter vanterne. Jeg har strikket pulsvarmerne på pind 5, halstørklædet på pind 6 og endelig Bella-vanterne på pind 7. (og der er skam 2 af hver - altså af både pulsvarmere og vanter ;-))


Billederne gengiver på ingen måde det smukke farveforløb i det håndfarvede garn. Nu hjælper det heller ikke meget med et broget havebord som baggrund. Jeg er kørt fuldstændig træt i multifarvet garn, men dette er en undtagelse - jeg kan bare ikke få farverne ordentligt frem på mine fotos.


Halstørklædet har jeg bare lavet med udgangspunkt i snoningerne på vanterne og lavet en midterrapport af vrangmasker, hvor jeg skiftevis tager ind og ud. Da det er et tørklæde, der har en vrangside har jeg valgt at lave det med slids, så den anden del kan trækkes igennem og dermed styre at det er ret-siden der vender ud.

Jeg er tidligt på færde, for jeg skal nå at læse en del faglitteratur inden jeg tager til brunch hos Tine. Når engang jeg vender hjem igen går turen rundt til jer i blogland.

Ha´ en rigtig dejlig søndag derude :-)


FaktaBoks
Design: Marielle Henault. Se hendes blog og vanterne her  Sjalet er mit eget, men med inspiration fra Lene Holme Samsøes nye bog og sjalet Silke.
Garn: Garnet er fra Fyberspates og har ligget på lager i nogle år. Scrumptious, der er brugt til silkesjalet består af 45% silke og 55% merino og blev oprindelig indkøbt til en kjole til min svigerdatter. Der skete det, at Jeni på Fyberspates to gange sendte mig garn i en "forkert" rød farve, men det var alligevel så smukt, at jeg valgte at beholde det, indtil det rigtige (som min svigerdatters kjole blev strikket i) ankom. Handpainted 100% Bluefaced Leicester Wool er anvendt til Bella-sættet og fra samme leverandør
Anvendt: Ca.170 g, til sjalet og ca. 300 g til Bella-sættet
Farve: Scrumptious RJ 2015 - RED og "ingen farveangivelse på det håndfarvede"
Købt hos: www.fyberspates.co.uk
Pinde: 5, 6 og 7
Str: One size
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Begge garner er i absolut særklasse - jeg har nydt strikkeprocessen i mere end almindelig grad. Det er en skønsom blanding af meditative og hurtige projekter. Ikke nødvendigvis noget, der hænger sammen, men alligevel går op i en højere enhed, når man har travlt: Lykken over et færdiggjort projekt på store pinde OG den meditative proces, der er tilstede, selvom det gik hurtigt :-)

10. februar 2013

Pausestrik

Strikketøjet er med overalt og hver eneste lille bitte pause udnyttes til at meditere et par pinde. Lillefrøs cardigan er dermed gået hen og blevet til et helt lille sæt med sokker og hue til. Nu skal det bare vaskes og knapperne sys i. Beklager billedkvaliteten - fotograferet uden ordentligt lys, til gengæld er farven kommet tæt på den originale.


Babytøj er perfekt pausestrik, fordi det består af så mange små processer. Og så er det så hyggeligt at tænke på, hvem der skal ende med at have det på i sidste ende :-) Jeg håber at få tilladelse til at få et billede af Lillefrø med sættet på. Jeg prøvede huen på hende i fredags og den sad som støbt på hendes dejlige hoved.


Opskriften til de små sokker er fundet på denne norske blog og er lette at ændre størrelse på, når man lige har fundet ud af, hvordan de er bygget op.

Der hører også en fin kjole med til sættet her og den vil jeg strikke i str. 1 år, så Lillefrø kan bruge den til sommer, når hun er kommet op at stå på sine små buttede ben. Hun gør ellers allerede hvad hun kan og hiver sig op i alt indenfor rækkevidde. Det er fuldstændig fantastisk at følge den udvikling hun gennemgår - nu med farmorperspektiv - jeg lægger mærke til så mange detaljer som jeg ikke nåede at få med, da jeg selv stod som mor midt i det hele :-)

Tusind tak for alle jeres søde kommentarer til mit liv og helbred - Må I alle få en dejlig søndag derude :-) Og så kan jeg se, at der er kommet nye læsere til - hjertelig velkommen, jeg håber I kan finde inspiration og strikkeglæde ved at følge med her :-)


FaktaBoks
Design: Liv Stangeland for Sandnes. Mandarin Baby 1107, tema 5
Garn: Rasmillas yndlingsgarn, 55% lammeuld og 45% bomuld. Virkelig perfekt garn til babytøj - ingen problemer med kløe og kradsen.
Anvendt: Ca.170 g, strikket med dobbelt tråd
Farve: Mørk pink, 068
Købt hos: Rasmilla.dk
Pinde: 3,5
Str: Midtvejs mellem 1/2 og 1 år
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Jeg har strikket på større pinde og med dobbelt tråd i str. 1/2 år, så trøjen bliver lidt større og forlænget til en str. midt mellem 1/2 og 1 år. Sokkerne har jeg også forlænget med et par riller. Huen er strikket lige efter bogen.