28. maj 2012

Alle gode gange 3 :-) Har jeg ikke brugt den overskrift før?


Jeg har jo været så glad for dem jeg lavede sidste sommer og jeg er fuldstændig vild med at strikke det lille enkle hulmønster :-)


Jeg manglede lige den rigtige bluse til den Desigual nederdel, jeg købte sidste år, så da jeg så garnet hos Bettekun, var jeg ikke i tvivl om, at der var den perfekte farve - så skulle jeg bare finde et mønster på en cardigan, der var så kort, at det også er muligt at se den fine linning på nederdelen! Faktisk blev den i første omgang lidt for kort, men der er intet en vask og et par kraftige kvindearme ikke kan råde bod på ;-)


Selvom jeg har købt Kim Hargreaves nye bog Indigo er jeg stadig fuldstændig vild med Anais, som stammer fra Misty bogen og jeg tør næsten ikke sige det, men jeg er i gang med endnu én - bare omskrevet til en bolero og den bliver gul!!

Ellers er min pinse gået med skiftevis at fortvivle over alt det jeg ikke kan huske og bralre op om alt det, jeg kan huske til alle indenfor hørevidde - hvorfor har jeg dog valgt at begynde at studere igen? Haven er groet til i græsser og skvalderkål (som jeg heldigvis spiser i store mængder), træværket ligner noget, der først har været udsat for tørke, dernæst ondartet fugt, trærødderne er langsomt, men sikkert ved at løfte vores fliser på havegange og terrasser - hvis de så bare allesammen kunne blive løftet i samme højde ;-) - kort sagt ALT i og omkring huset er i forfald og jeg vælger ganske enkelt strategien: Pittoresk (hvor kommer det ord dog fra?) og charmerende forfald - i hvert fald i mine positive øjeblikke.

Og nu til faktaboksen inden fortvivlelsen skinner igennem ;-)


Faktaboks
Design: Kim Hargreaves: Anais fra Misty
Garn: Allino, 50% hør, 50% bomuld fra BC garn
Garn fra lager: Joh, det har da ligget i et par måneder ;-)
Anvendt: 242 g
Farve: Turkis grønagtig, nr.34
Købt hos: Bettekun
Pinde: 3
Str.Medium
Ny teknik: Nej.
Bemærkninger: Jeg ELSKER det mønster - det er enkelt og meditativt. Blusen blev ALT for kort, så jeg har brugt kræfter på at strække den efter vask! Garnet er rigtig lækkert og findes i et utal af dejlige farver. Da det indeholder 50% hør er det ikke så elastisk, men utrolig lækkert at have på. Vil bestemt bruge det til andre sommerprojekter.
Løbelængde: 100g = 250 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 605 m
Forbrug i løbende m ialt i år:7197 m
Anvendt garn i år: 3 kg og 153 g


13. maj 2012

Sikken dejlig dag i dag

Den blev tilbragt i Saltum sammen med Gitte. Vi begyndte i det wellerske univers på Rødtjørnevej i Gug i Aalborg, hvor vi til at begynde med "bare kiggede". Gitte lider af en sygdom, der gør, at hun bliver handlingslammet, når hun ser for meget garn på én gang, så vi forlod garnudsalget, for at se nærmere på Saltum Uldfestival.

Jeg synes festivallen var "lidt bette" i år, på mig virkede det som om der var færre stande end der plejer, men den skal jo efter sigende være blevet større, eller hva? Nogen derude, der kan opklare det? Nå, men sådan er der jo så meget. Det var bestemt heller ikke fordi vi manglede input. Jeg faldt over denne:


Den hængte smuk og gul på gine, men da det ikke var min "gule" måtte jeg jo vælge en anden farve - det blev sådan en smuk blå-agtig en ;-) Jeg ville ønske den geilske bomuld/uld var i lige så mange flotte farver som den geilske tweed, men det er den ikke. Men så kan jeg jo lave en vintermodel på et tidspunkt i tweeden :-)

Hos Birthe Sahl købte jeg nye stjerner til mine ørenringe - jeg skal jo ha´ nogle til de dage, hvor jeg går i rødt :-)


Tine stødte vi ind i overalt, hun var der også sammen med et par veninder. Da vi kom tilbage til Weller, var hun sørme også der, så fik vi jo lige et ekstra knus :-) Jeg fandt også ud af i dag, at Garnudsalg ligger ca. 1 kilometer ned ad bakken fra hvor jeg bor! Det havde jeg ikke lige observeret før :-)

Jeg havde vist Gitte mit garnskab inden vi tog hjemmefra - bare så hun kunne hjælpe mig med at købe knap så meget garn. Jeg ved ikke ..... Synes ikke helt det virkede efter hensigten. Tværtimod lånte hun mig ekstra kontanter ;-) Jeg måtte ha´ denne dejlige, fede, bløde bomulds/alpaca fiber og den var altså på tilbud! Den skal bruges til et af projekterne i Naturlig Strik :-)


Jeg måtte også lige ha´ den fuldstændig fantastiske røde angora, der selvfølgelig også var på tilbud! Den skal bruges til en lillebitte 50´er agtig cardigan :-)


Og så måtte jeg lige til allersidst låne af Gitte for også at få denne dejlige cone med uld/silke hjem at stå på mit eget lager ;-)


Behøver jeg sige, den var på tilbud? ;-)

Da Gitte og jeg kom hjem med hindbærsnitter (har ikke smagt en hindbærsnitte, siden jeg gik i 5. klasse og jeg gik efterfølgende i totalt sukkerchok ;-)) ventede den fineste buket fra mine drenge og Lillefrø ;-) Min ældste søn havde også købt en buket til min svigerdatter, for: "Nu er hun jo mor", selvom Lillefrø stadig opholder sig i maven :-)


Så hvis du synes, der er lige lovlig mange smileys i dette indlæg, jamen så er det fordi, det har været en rigtig dejlig fridag  :-)

10. maj 2012

Fra fiasko til succes

Må jeg præsentere min nye Skovtur - denne gang strikket i Havblik, der har bestået bomuldsgarns-testen, med glans: Blødt og behageligt at strikke med og stadig blødt efter vask. Pyh, hvilken lettelse :-)
Iøvrigt: Tusind tak for de mange dejlige tudekiks - intetsteds kan man få så megen medfølelse i forbindelse med en strikkefiasko som her, dejligt :-)


Som I kan se har jeg lavet ændringer. Jeg har strikket kanter i min yndlings hulmønsterrib og strikket den længere, så den får rigtig kjolelængde. Jeg tror, den bliver slidt op her i sommer.


Den får et lidt mere feminint udtryk end med almindelige ribkanter og jeg trængte til en smule forandring, da jeg jo lige havde strikket et´ eren, der iøvrigt har fået repareret hullet og nu fungerer som havetrøje. Men jeg har stadig store planer om en hvid og så bliver det nok helt efter bogen med almindelige ribkanter igen. Jeg har jo en del togtid i øjeblikket og Skovtur er et dejligt togstrikketøj, hvis man altså har plads til det i tasken ;-)

Jeg har gang i indtil flere tæpper, bl.a. Karens babytæppe Gullfoss, der bliver superlækkert og blødt i den råhvide Cashmere, jeg købte hos Rasmilla. Jeg strikker med dobbelt garn på pind 4,5, men det er ikke et hurtigt projekt, på grund af alle snoningerne, til gengæld et rigtig meditativt og dejligt mønster, der hurtigt fænger. Jeg tror det bliver et smukt og behageligt tæppe til Lillefrø, som både kan bruges til at ligge på, men også over dynen på en kold dag i barnevognen :-)


Lillefrø vokser og vokser, min svigerdatter kan næsten ikke følge med - hun er jordkloderund og ser helt fantastisk ud. Hun går på barsel lige om lidt og så er det ca. 2 mdr "to go". Hvor vi glæder os :-)

Ellers kæmper jeg stadig for at få alting til at hænge sammen, men der er stadig ikke blevet flere timer i et døgn ;-) Et forsinket velkommen til nye læsere, jeg kan i hvert fald garantere, at I ikke bliver overbebyrdet med indlæg ved at læse med her ;-)

Og så er det ENDELIG tid til en tur i Blogland - jeg er spændt på, hvad I har lavet, medens jeg har været væk.
Ha´ en rigtig god aften :-)


Faktaboks
Design: Annette Danielsen: Skovtur med en del ændringer fra Strik en stund
Garn: Havblik, 100% bomuld
Garn fra lager: Ja, købt på Fanø
Anvendt: 450 g
Farve: Lilla, nr. 65
Købt hos: Et tilbud et eller andet sted på Fanøfestivallen, men ellers sælges det hos TanteGrøn
Pinde: 3,5
Str.Small
Ny teknik: Nej.
Hulmønsterribben laves over 4 omgange:
1. omgang: 2 vr, 4 r
2. omgang: 2 vr, 2 r sm, slå om p 2 gange, tag 1 m. løs af, strik 1 r og træk den løse m over
3. omgang: 2 vr, 1r, 1r i første omslag, 1 vr i 2. omslag, 1 r
4. omgang: 2 vr, 4 r
Bemærkninger: Det er virkelig et skønt strikketøj, så jeg gentager det gerne og igen har jeg strikket det meste i toget til og fra Århus. Havblik er dejligt blødt både før og efter vask, men jeg ville dog gerne have haft en merceriseret udgave, fordi farverne holder sig længere. Havblik er kommet på min liste over godkendte bomuldsgarner ;-)
Løbelængde: 100g = 275 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 1237 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 6592 m
Anvendt garn i år: 2 kg og 911 g