24. august 2010

Det kniber med strikketiden

... for der er ganske enkelt så meget nyt, der skal læres i disse dage. Men jeg har dog fundet en metode, hvor jeg slår to fluer med et smæk. Samtidig med jeg læser, laver jeg en lang spørgsmål-svar-liste til alt det nye stof, der bare skal læres og henunder aften bliver den printet ud og givet til min mand, der så "hører" mig, medens jeg strikker ;-) Her er resultatet i uvasket og lettere nusset udgave.


Så medens jeg har lært om knogler, led og muskler, har jeg leget lidt ved siden af. Jeg synes ikke rigtigt, jeg kunne koncentrere mig om en opskrift samtidig med, at jeg skal besvare alle de mange spørgsmål, så jeg har strikket denne cardigan ud af hovedet. Ved ikke om den bærer præg af det stof, der er gået gennem min hjerne på samme tid ;-)


Jeg er ganske godt tilfreds med den, selvom der er plads til forbedringer. Denne trøje er en gave, men jeg regner med, at arbejdet med den, skal danne basis for endnu et, måske flere forsøg, indtil modellen præcis ligner dét, jeg har i hovedet.

Farverne er helt i skoven. Jeg kan simpelthen ikke få taget et billede, hvor de er gengivet rigtigt. Hold op, hvor er jeg begyndt at misunde jer, der har et ordentligt kamera! Men farverne er Armygrøn (meget mørkere end på billedet) og Koral, der her ser ud til at være orange. Ærgerligt, men håber I kan forestille jer den anden kombination. Knapperne til gengæld er helt suverænt fine, købt hos Duddine på Fur for 2??? år siden. Håndlavede keramikknapper med hver sit farvestænk.


Og så er jeg endelig kommet i gang med Rambling Rose Cardigan. Det er et sjovt og udfordrende strikketøj, der kræver koncentration. Der er ikke plads til "overhøring" samtidig med den, det er helt sikkert, heller ikke tv-kiggeri, så jeg strikker også indimellem et par omgange på min kjole, der består af lange, lange glatstrikkede partier på pind 2,5. De to projekter supplerer hinanden godt og bliver nok dominerende det næste stykke tid. Farverne her er heller ikke 100% optimalt gengivet. Her er det Scallops rib borten på ryggen, der er færdig. Trøjen bliver strikket i Cascade i farverne Provence og Granny Smith.



Derudover ligger der garn klar til Frost, som jeg for længe siden har lovet at strikke til min mand. Og så er der jo alle de påbegyndte projekter i kisten og Pagodevesten og Endurreisn og Annette Danielsens nye bog og ......... ;-) Det bliver et dejligt strikke-efterår.

Nu vil jeg bevilge mig selv lidt blogtid og komme en tur "hen til dig" :-)

Faktaboks
Design: Strikkeheksen ;-)
Garn: Henrichsens 2 trådede uld, 100% ren ny uld
Garn fra lager: Købt i Skive i sommer, så det har jo ligget lidt på lager ;-)
Anvendt: Knap 300 g
Farve: Army nr. 31, Koral nr. 15
Købt hos: Henrichsens uldspinderi, Skive
Pinde: 2,5 og hæklenål 2,5
Str. S
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Det har været utrolig sjovt bare at "strikke derudaf". Jeg synes, der er så mange fantastiske strikdesignere, der virkelig kan deres kram, så der er ingen grund til at "opfinde den dybe tallerken" på ny, men det er nu dejligt en gang imellem bare at strikke dét, der er i hovedet :-)
 Løbelængde: 100g = 450 m
Forbrug i løbende m (anvendt*m/g): 1350 m
Forbrug i løbende m ialt i år: 23590,2 m
Anvendt garn i år: 6kg og 465 g