11. juli 2009

Goddess Knits Mystery Shawl 2009

En pause på en regnvejrsformiddag, er da lige dét, der skal til. Nu må det være på tide med et indlæg, men først må jeg lige sige tusind tak, for alle jeres kommentarer til Vandløb og mit sidste indlæg :-)

Som nogle måske husker, meldte jeg mig til en KAL, der gik ud på at strikke et sjal henover fem etaper. Det er en spændende måde at strikke på, fordi man ikke kender det færdige mønster på forhånd og det er nok ikke sidste gang, jeg har været med på den vogn! Mystery Shawl 2009 er bygget op omkring et centerpanel med tre sektioner på hver side, adskilt hver især af en ret (glat) maske. Opdelingen gør mønsteret særdeles overskueligt og det er bestemt ikke svært at strikke, da der også kun er mønster på ret-siden. Men på et tidspunkt var jeg godt nok træt af de mange, mange masker på hver pind.

Jeg har gået og nydt sjalet i et stykke tid og nu må det vises frem.




Den mørke plet på billedet er bare et hul i den flamingoplade, jeg bruger til blokningen. Det er altid mirakuløst, når det færdige arbejde forandres fra en krøllet las til et blokket sjal og alle trængslerne vedrørende selve strikningen og de tilsidst endeløse pinde, er glemt i en ruf, når "miraklet" foldes ud og du pludselig kan se, hvad det er du har strikket.




Sjalet, der endnu ikke har fået et officielt navn, er spindelsvævstyndt og så fint og let, at det bliver et rigtigt sommersjal.




En stor fordel ved at have fået en gine, er at jeg kan gå og se på det sidst færdige arbejde et stykke tid og fryde mig over det. Kan stærkt anbefales :-)







Der skulle ha´ været monteret et silkebånd ned igennem centerpanelet, men det synes jeg ikke er nogen god tilføjelse til sjalet og har derfor udeladt denne detalje.




Jeg er også færdig med Ashbury, men den betragter jeg i øjeblikket som en kikser på grund af mit eget uigennemtænkte garnvalg. Mere om denne katastrofe følger i senere indlæg.

Tilsidst må jeg lige vise min nye strikketaske, der er købt på tilbud hos Uldgården. Nu kan jeg ha´alle mine projekter pakket og klar til at tage med på turene ud i ferielandet :-)




Namaste strikketasker er ikke helt så gennemførte, hvad smarte detaljer og lommer angår som Jordana Paige, men er til gengæld en hel del billigere. Jeg har igen valgt den største model, så der kan være plads til både computer og strik eller bare masser af strik :-)




Samme sted købte jeg også Kauni til et Revontuli sjal, der nu langt om længe er kommet på pindene. Sort optræder aldrig på denne blog, men jeg kunne selvfølgelig ikke stå for denne blanding med den klart røde farve, som jo hører til i yndlingsafdelingen.



Og nu må jeg rundt og se, hvad I andre har bedrevet.

FaktaBoks
Design: Renee Leverington
Garn: Faery Lace - 90% X fine superwash Merino, 10% nylon, håndfarvet.
Garn anvendt: 80 g
Farve: Turkis
Købt hos: Fyberspates
Pinde: 2,5
Str: -
Ny teknik: Ingen
Bemærkninger: Garnet er virkelig, virkelig lækkert og en lille smule elastisk, måske på grund af de 10% nylon.