3. april 2009

Cherry Leaf Shoulder Shawl

... Nu hvor lammekøllen og tilbehør simrer, kan jeg vist godt nå at præsentere mit silkesjal. Min yngste søn blev 17 år i går og han skal fejres med manér i aften, så der hersker travlhed, men ikke stress her i huset. Vi glæder os bare til gæster og god mad :-)

Cherry Leaf Shoulder Shawl er fra bogen Victorian Lace Today. Det er en af de bedste og smukkeste strikkebøger overhovedet set fra min vinkel og jeg har endelig selv fået den i hus ellers har jeg lånt den et hav af gange på biblioteket. Nu har jeg besluttet, at der ikke skal være et eneste uprøvet lace-mønster - jeg vil afprøve dem allesammen - og dermed har jeg sat den næste strikke-udfordring for mig selv. Den skal køre sideløbende med mine flerfarvede Jean Moss projekter.




Cherry Leaf hører til de lace mønstre, der er lette at lære, så det sidder hurtigt i fingrene. Den største udfordring består i at strikke kanten på tilsidst, men hvis man ikke har prøvet det før, er der en udførlig beskrivelse med tegninger af "knitted-on border" i bogens teknikafsnit. Sjalet er strikket i ren silke og det ville være forkert at sige, at det er en fornøjelse at strikke i tynd, blank, hård silke. Fornøjelsen ligger i det færdige resultat, for der er næsten ikke noget bedre end et silkesjal eller tørklæde. Dog er dette strikket på store pinde (5) for at få et rigtigt spindelvævstyndt sjal, så det gik faktisk ret hurtigt.




Silkegarnet er rester fra min røde silkekjole og der er stadig nok til et mindre tørklæde - jeg har det jo med at købe rigeligt garn indimellem :-)



Måske ikke helt begavet at vise det op mod min røde kjole, men jeg var ikke lige i humør til at skifte tøj. Det er et lille sjal, rigtig godt til at have over en sommerkjole. Det skal være en gave til en god veninde.



Og så tilbage til lammekøllen!

FaktaBoks
Design: Shouldershawl in cherry leaf pattern - Jane Sowerbys genfortolkning af viktoriansk mønster. Fra Victorian Lace Today
Garn: 100% Morbærsilke (Nm12/2), anvendt 84 g
Farve: H19
Købt hos: BC garn Kolding
Pinde: 5
Ny teknik: Knitted-on border
Opsparingsstatus: (Regel: 2,5 point for hver 50 g anvendt lagergarn. 100 point udløser præmie)
Allerede opsparet: 71,25 point + 4,2 = 75,45