4. august 2008

Postbudet ringer altid to gange

... og uden sammenligning med handlingen i den nok så berømte film iøvrigt - ja, så var han altså liiiige ved at få et kys :-) For der stod han, i silende regn, med en pakke. En pakke jeg slet ikke havde regnet med ville komme allerede. "Må jeg lige komme indenfor, så du kan kvittere?" sagde han og skulede ondt til regnen. Han blev dog hurtigt blødgjort af det store smil, der bredte sig på mit ansigt og som stadig hænger der. Og her er de så, mine Harmony KnitPicks




Og ja, jeg har løbet linen helt ud og bestilt hele svineriet. Sættet med pinde 3,5 - 8 og fire wirer, en ekstra 3´er og et sæt strømpepinde 2,5. Da jeg, helt svedt, havde afgivet bestillingen og sad med min grillede laks i haven, knækkede et stykke af min første (og forhåbentlig sidste) krone. Dét gjorde mig endnu mere svedt! Tandlægeregninger kan kun betyde nedskæring på strikkebudgettet!!

Men lige i dag. På denne dejlige regnvejrsdag, hvor jeg med god samvittighed kan sidde inde og strikke, tillader jeg mig at glemme alt om tandlæge (jo, jeg har bestilt en tid) og regninger og bare strikke igennem. Jeg har noget, jeg skal have indhentet. For da sjalet til min svigerdatter var strikket halvvejs, trevlede jeg det hele op igen. DET HELE. Også de pokkers lange kanter. På den måde får jeg ofte mit strik til at vare længere, uden jeg behøver købe nyt garn :-) For det er naturligvis ikke, fordi jeg laver fejl :-)

Mine Harmony er købt hos Knitty Bitty. De blev bestilt torsdag aften og ankom mandag morgen. Og nu skal der strikkes igennem - for det er rigtigt - de er simpelthen fantastiske :-)