31. december 2008

Octavia og strikkeheksens nytårstale

.... lidt kongelig har man vel lov at være :-) Undskyld, jeg ku´ ikke lade være

Octavia blev det absolut sidste projekt i strikkeåret 2008 og hvilket projekt? Jeg kan roligt sige, at jeg ALDRIG nogensinde strikker sådan en krave igen. Den er et strikketeknisk mareridt og en fuldstændig vanvittig opfindelse, så er det sagt - men hvor er den flot.






Da jeg slog Octavia op på Ravelry fandt jeg kun ét eksemplar af trøjen, til gengæld var alle de kommentarer, der var knyttet til projektet, relateret til det fuldkommen umulige påfund: At strikke 5 m ret sammen. Du skal ikke prøve, hvis du ikke har oceaner af tid og tålmodighed. Jeg fandt hurtigt ud af, at det er teknisk umuligt at strikke fem tykke masker sammen på p. 7, så jeg måtte bruge en tyndere hjælpepind, efter at jeg også havde forsøgt mig med hæklenål. I et anfald af total desperation knækkede jeg min knitpicks nr. 3, hvor dum kan man også lige være. Så var det jeg fandt en af de gamle metalpinde frem.





Kraven tog ligeså lang tid som resten af trøjen, men trøjen er ikke noget, uden kraven!

Efter at jeg havde kæmpet mig igennem den, kikkede jeg på en opskrift til et tørklæde, jeg gerne vil strikke fra bogen "Victorian Lace Today": Holly Berries. Da jeg kikkede nærmere på de små "bomber" i borten, tænkte jeg bare, nej, ikke igen. Heldigvis læste jeg opskriften igennem og her er der lige pludselig en teknik til at strikke bomber/bær, hvor du ikke behøver knække strikkepinde. Du strikker simpelthen de samme fem masker 3 gange og trækker en maske løst over de andre 5 gange. DET GIVER STORT SET SAMME RESULTAT - uden tårer!

Og sådan sluttede det herrens strikkeår 2008. Da jeg har en slags halvårligt blog-jubilæum i denne måned, vil jeg gøre lidt status og sende et par raketter ind i det nye strikkeår 2009. Jeg skal gøre det kort :-)

Fordelene ved at blogge er mange.
1. Jeg er kommet i kontakt med en masse, skønne kvinder, der deler min store passion.
2. Jeg har mødt nogle fantastiske, strikkende kvinder IRL.
3. Inspirationskilden er uudtømmelig
4. Fantastisk præsentations- og arkiveringsmuligheder for ethvert strikprojekt
osv. osv.

MEN, der er også ulemper. Og dem skaber vi mennesker jo oftest for os selv. For mit vedkommende er jeg nærmest blevet "over-inspireret" og har haft svært ved at holde fast i de projekter, jeg egentlig gerne ville lave, for der kom hele tiden noget nyt. Kender du det?

Derfor har jeg besluttet mig til, at de første 4 måneder af strikkeåret 2009 skal bruges til fordybelse. Fordybelse i de opskrifter og bøger jeg allerede har og som jeg måske fik købt lidt rigeligt af i 2008. Fokusere på det garn, jeg allerede har, medmindre der kommer et fuldstændig vanvittigt, forrygende udsalg og her mener jeg virkelig fra 50% og nedefter :-) Fordybelse i nye teknikker og andet godt.
Det kommer ikke til at betyde, at jeg ikke følger med som jeg plejer, men jeg vil prøve at holde fokus :-)

Rigtig godt nytår til jer allesammen og tak for, at I har gidet læse med og dele med mig :-)

Nu med faktaboks :-)

Octavia fra Kim Hargreaves "Amber" (opskriften var jeg iøvrigt ikke helt tilfreds med)

Garn: Manu babyalpaca fra garn.dk Anvendt 10 bundter a 100 g (ja, den er tung)

Pinde: 7

30. december 2008

Feather & Fan tørklæde og en sød lille julegavehistorie

Årets sidste gave, var en fødselsdagsgave, jeg lige nåede at få færdig til i dag, hvor jeg også fik den afleveret. Det er et simpelt halstørklæde strikket i lace-mønsteret feather & fan. Mere er der overhovedet ikke at sige om det :-)



Juleaften blev jeg virkelig rørt, da jeg fik denne lille, fine pakke fra min ældste søn. Han havde vovet sig ind i Designværkstedet her i Aalborg og havde frejdigt fortalt den ekspederende kvinde, at han skulle ha´ noget tynd uldgarn til sin mor. Da hun forsigtigt havde spurgt ham, om han kunne komme det lidt nærmere, havde han bemærket, at andre kvinder i forretningen sendte ham overbærende smil. Nu skulle prisniveauet jo ikke være alt for vildt, man er vel studerende, men ellers var han åben for forslag :-) Og se hvad der kom ud af det - og så i mors yndlingsfarver. Bedre julegave kan jeg ikke få.

29. december 2008

Saturday-In-The-Park perfect dress

..... Så blev der endelig lidt tid til at blogge og jeg vil starte med at afsløre den julegave, jeg strikkede i det røde Silkbloom. Må jeg præsentere: Saturday-in-the-Park perfect dress


Når jeg giver sådan en gave, giver jeg altid fuld returret til pengene, for jeg vil nødig ende som sådan en strikketante, der laver hadegaver til hele familien :-)

Hvis man nu enten ikke kan passe, eller bryder sig om, sådan et stykke hjemmestrik, så synes jeg, det er ok at få det byttet. Men som I kan se blev det ikke nødvendigt, kjolen sidder perfekt og min svigerdatter blev rigtig glad for den :-) Hun er fuldstændig vild med materialet og jeg kan kun give hende ret - det garn er virkelig lækkert.

Da hun er sådan et lille nips, har jeg lavet en enkelt afvigelse fra mønsteret i taljen, hvor jeg har lavet stykket med de falske snoninger kortere. Ellers er den helt efter bogen.

Fakta: Saturday-in-the-Park perfect dress fra Stefanie Japel: Fitted Knits
Garn: Silkbloom, 45% morbærsilke, 55% soft merinould, farve ib31 fra BC-Garn, anvendt knap 400 g til en str. mellem small og extra small
Pinde: 4,5


Som tilbehør til kjolen, fik hun dette smukke armbånd, som Tina har lavet. Det passer perfekt til kjolens farve.


Min svigerdatter er også begyndt at strikke og er ved at blive rigtig ferm til det. Så da hun også ønskede sig strikkepinde i julegave, syntes jeg hun skulle have noget ordentligt værktøj :-) Derfor fik hun et knit-picks begyndersæt og lidt garn til et tørklæde, altsammen købt hos Gitte på eventyrgarn.dk, der sælger knit-picks både i sæt og i løs vægt. Jeg var lidt nervøs for, om det kunne nå frem til jul, men modtog det hele dagen efter jeg havde bestilt, så det var rigtig god service. Nu håber jeg min svigerdatter vil få rigtig mange gode strikketimer med det nye værktøj.


23. december 2008

Hvad der kom ud af vaskemaskinen

....da jeg ryddede op i mine rester og fik samlet denne bunke, tænkte jeg, at det måtte være tid til at foretage eksperimenter udi filtningens kunst.





Jeg har længe ønsket mig en taske, så jeg gik i gang og fik strikket denne meget løse model, der består af ét langt stykke, der ender i en klap og 2 sidestykker - hele herligheden hæklet sammen med en bølget kant, som jeg mente kunne skabe en fin effekt på det færdige arbejde. Mål inden filtning: 48 x 50.




Den fik en tur i vaskemaskinen på 40 grader med en enkelt spsk. sæbe og endte sådan her (Mål 28 x 30):



Klik for større billede
Bemærk lige, den hæklede kant!
Jeg synes altså den er blevet fin, hvis jeg selv skal sige det :-) Den skal nok blive svinget en del her i juleferien. Jeg kan konstatere, at
Marianne Svits magiske lilla filter rigtig godt, at hjertegarns merino silk og den tynde mohair også gør, men at Noro-resterne stort set ikke har filtet. Det gør ikke noget, for det giver lidt ekstra struktur til tasken.

Under alle omstændigheder har jeg fået blod på tanden og næste gang vil jeg prøve at lave en helt ensfarvet taske.

Med dette indlæg vil jeg ønske jer alle en RIGTIG GLÆDELIG JUL :-)

22. december 2008

Luksus striber

.... meget andet er der ikke at sige om denne sidste julegave. Tørklædet er strikket i 100% ren cashmere og det er fantastisk blødt og lækkert. En ren fornøjelse at strikke i.




Jeg gjorde et cashmere-kup, da jeg var til lagersalg hos BC Garn i Kolding, jeg fik også fat i noget helt klar valmuerød, men det hører I garanteret mere om, i det nye år :-)

Jeg har forsøgt at fange, den der fede, bløde, vamsede fornemmelse på næste billede, meeen jeg ved ikke helt, om det kan fornemmes, hvor lækkert det er.


Det er den sidste julegave, men så kom jeg liiiige i tanke om en fødselsdagsgave, der skal afleveres lige efter jul, så der er gang i gavestrikkeriet endnu. Det giver også et dejligt pusterum fra Octavia!

Vaskemaskinen kører i øjeblikket med et eksperiment - min første filtede ting - og jeg er meget spændt på, hvad der kommer ud af det. Mere herom følger :-)

19. december 2008

Mit smertensbarn Octavia

... ja, hun er ved at udvikle sig til en gyser! Ah, måske en anelse overdrevet, men hør nu lige her:

Jeg har smugstrikket på "hende" hele december mellem julegaverne og da selve trøjen mestendels består af glatstrik og det foregår på pinde nr. 7, så går det rigtig stærkt og nemt!! Ren TV-strik og på et tidspunkt begynder jeg så at glæde mig til kraven. Det går dog hurtigt over igen!

For kraven består af en slags udvidet brombær-mønster (det er jeg ellers helt vild med) - udvidet fordi "brombærrene" bliver meget større end normalt og det er faktisk meget anstrengende at strikke. For på hver 4. pind skal man skiftevis strikke én vrang og fem ret sammen! Det er altså mange masker at få en tyk pind 7 igennem på én gang, for ikke at tale om at få garnet med igennem. Jeg har forsøgt mig med en tyndere hjælpepind og det har hjulpet en smule. Hvis nogle derude skulle sidde og brænde inde med en fænomenal taktik, hører jeg gerne om det. Denne 4. pind er altså et mindre mareridt og jeg vil tro, kraven alene tager lige så lang tid som resten af trøjen. Men her er Octavia så, ca. halvvejs med kraven.



Og hvad er der så at brokke sig over? Det faktum at kraven vender forkert.

Bomberne/brombærrene skal nemlig sidde på vrangsiden, så de kan ses, når kraven foldes om mod retsiden. Nu har jeg læst opskriften 50 gange og hvis jeg følger instrukserne kommer kraven altså til at vende forkert - ellers er der i hvert fald et eller andet jeg overser. ØV, ØV og tre gange ØV. Jeg har lige trevlet hele kraven op igen og smidt Octavia i skammekrogen, så hellere strikke endnu en julegave!

Men det bliver altså en flot krave, når den engang bliver færdig og vender rigtigt :-) Selvom billedet ikke er helt skarpt, gengiver det strukturen i bærrene/bomberne ret godt.


Eneste trøst er det helt fantastiske garn Manu babyalpaca, der er SÅ blødt og lækkert.

18. december 2008

Prisuddeling og juleferie

Marianne og Tine, de kære strikkvinder, har givet mig denne pris. Tusind tak skal I ha´- jeg er meget beæret :-)


"Denne bloggen investerer i og tror på NÆRHET- nærhet i rom, tid og forholderne er usedvanlig sjarmerende og søte,og formålet er å finne og å være venner.

De er ikke opptatt av utmerkelser og selvhevdelse.Vårt håp er at når båndene på disse utmerkelser er kuttet,vil enda flere vennskap ha forplantet seg. Vær vennlig å gi litt ekstra oppmerksomhet til disse!"

Opgaven lyder nu på, at jeg skal give prisen videre til otte andre og det er ikke let. Jeg har blogget siden juni måned i år og det har været en rigtig god oplevelse, takket være alle jer strikkvinder derude, der gider læse med og kommentere i tide og utide.

Dernæst er der al den inspiration, jeg hver eneste dag henter ved at følge med hos jer. Tak for det. I skulle alle ha´en pris for at dele jeres strik-liv og lidt andet også :-) med os andre. Det faktum, at denne pris hver gang må gives til otte nye, gør dog, at der er stor sandsynlighed for, at I alle får en pris på et eller andet tidspunkt:-)

Men nu til sagen. Opgaven her har næsten udviklet sig til et logistisk helvede, for hvem har nu fået og hvem har ikke?

Alle I Århus- og omegnskvinder, der har lukket mig ind i varmen til strik-in, er selvsagt absolutte prisvindere, men I har jo fået - i hvert fald næsten allesammen :-) Men der er også andre, der følger med her og som jeg trofast følger. Så derfor....

...vil jeg gerne give prisen til Merete, som var den første, der kommenterede på min blog og som laver verdens fineste sjaler :-)

Dernæst har jeg stor fornøjelse af at give prisen til disse to unge strikkvinder Sascha og Puttenings, der alene bør hædres, fordi de fører den stolte strik-tradition videre og skriver absolut underholdende om deres strik-liv :-) PS: De laver også nogle seje ting!

Karin er netop kommet til og har altid en opmuntrende kommentar i ærmet, så hun skal også have prisen - desuden er hun et rent kniple-talent. Nynne har heller ikke været med så længe, men er heller ikke sen til at sende en hilsen og vise sine fine ting, så værsgo`:-).

Pia, der laver så skønne striksager og ofte har en kommentar til mig :-)

Denne svenske kvinde, der husker mig på, at jeg er Sverig´o´man, pas bare på, jeg indtager Sverige til sommer og Helle, der er så inspirerende og altid har en sød kommentar.

Jeg må også give den til Jette, den kyndige strikker, der altid kan få én til at smile, selvom man har lavet noget fejlstrik og Tina, der er så pokkers kreativ og god til alverdens ting.

Hov, siger de af jer, der stadig følger med. Det var vist 10. Ja, men jeg må vel også godt uddele lidt flere, nu hvor jeg har fået to priser?? Faktisk må jeg vel uddele 16? :-)

Hvis jeg nu virkelig har seks styks tilbage, uddeles de hermed til alle de faste læsere, der orker at kikke med her og som jeg følger tæt. Tak fordi, I gider dele med mig og give inspíration videre.

Tilsidst vil jeg lige nævne, at jeg kun gik ind på at lave dette tidskrævende indlæg, fordi jeg nu har juleferie - og jeg mangler altså stadig lige en gave eller to :-) Så nu tilbage til strikkeriet!

17. december 2008

Never Wimpy Wimple

... jeg elsker de eksotiske navne :-)

Endnu en gave er færdig og ligger nu og tørrer, klar til posten i morgen.





Da jeg trængte til lidt udfordring valgte jeg at strikke Wimple i sytrådstynd mohair og det gav lige det ekstra, jeg havde brug for.

Man starter med at strikke den fine lace-bort frem og tilbage og slår ekstra masker op på hver 2. pind som man med det samme lukker af igen, på den måde dannes de små "takker". Derefter samler man hele herligheden til en ring og ruster sig til et par og tyve centimeters glatstrikning rundt i ring. Endelig afsluttes der med en lille bitte smule lace i kanten før lukning. Den er meget vanskelig at fotografere, når man ikke kan tage den på, men da formen sådan set bare udgør et rør, har jeg valgt at fokusere på lace-borten og billederne fra bogen.



Fakta: Design: Priscilla Gibson-Roberts (flot navn:-)) Never Wimpy Wimple fra bogen Lace Style af Pam Allen og Ann Budd

Garn: Entrådet kid mohair fra BC Garn i Kolding - 70% mohair, 30% polyamid. Farve km23 (lilla)
Anvendt: 44 g
Pinde: 2,5

12. december 2008

Floral lace anklets

.... ja, det lyder unægteligt smartere end bare strømper :-) Her er de så, to skønne par, som jeg endelig fik fotograferet i dag.


Jeg strikker kun på strømper lørdag og søndag morgen. Der er ikke anden grund, end at det er noget nær det hyggeligste jeg ved. En stille weekendmorgen, tid til at vågne stille og roligt og så lige et par omgange på de strømper, der nu er i gang. Det siger sig selv, at det på den måde kommer til at tage sin tid, for alt efter weekendens øvrige planer, når jeg ofte kun et par omgange. Men lidt har også ret og i længden giver det resultat.

Disse er designet af Evelyn A. Clark og stammer fra bogen Lace Style af Pam Allen og Ann Budd. Jeg har brugt Arwetta strømpegarn fra BC Garn i kolding i lavendel og turkis, ca. 50g af hver.

9. december 2008

De helt vilde og de mere moderate

... flere julegaver er færdige. Jeg kunne ikke stå for disse hæklede vanter med flæsekant, jeg falder ofte for den slags tant og fjas ;-) Et par kan hækles på en aften og hvis man vælger flere farver, er det et rigtig godt resteprojekt.

Lad mig præsentere de vilde:


Bemærk lige det fine flettede armbånd med turkis og sølv som Tina har lavet til mig. Det er så fint og gennemført lavet og passer f.eks. perfekt sammen med de ørenringe, jeg i sin tid købte hos Jette.

Og lad mig så præsentere de mere moderate:


Det er det fantastiske ved at strikke/hækle - at den samme opskrift kan danne grundlag for så vidt forskellige færdige ting. Jeg var rigtig godt underholdt med begge projekter.

Jeg har anvendt forskellige uld og silkerester og hæklet på nål 3,5. Der er linket til drops-opskriften ovenfor.

4. december 2008

Striber i lange baner

... jeg mangler altså stadig nogle julegaver, men det lykkedes mig da at blive færdig med dette sæt til min yngste, der garanteret ikke gider kikke med på en strikkeblog :-) Et tørklæde på 1,80 tager jo altså den tid, det tager - ren fjernsynsstrik i rib. Halvhandskerne er bare strikket rundt i glat og opskriften var Gitte så venlig at give mig et link til. Tak for det, Gitte.


Sættet er strikket i Arwetta strømpegarn fra BC Garn i Kolding, så jeg er sikker på, det ikke kradser. Strikket på p.nr. 3. Jeg har brugt ca. 100 g af hver farve.